Vi har alle taget os grundigt sammen de seneste uger og mobiliseret store mængder af psykisk energi på at rumme og begribe vores nye og ændrede virkelighed. Mange er ved at være godt trætte. Af at yde det ekstraordinære.
Af uvisheden. Af at tillære sig nye færdigheder. Af manglen på vores vante strukturer og rutiner.
Metaltrætheden indfinder sig – og det kan knibe med den indre ligevægt.
Susan Hart, som arbejder med neuroaffektiv psykologi siger det sådan her:
”Når mennesker føler sig presset og har svært ved at nå det hele, presses nervesystemet, og regressioner forekommer. Først mistes evnen til at strukturere, målrette sine opgaver og skelne mellem det, der haster og det, der kan vente. Dernæst får man nemt ved at se andres fejl, mens det kan være svært at se, hvordan man fx selv bidrager til den dårlige stemning. Derefter starter bebrejdelserne, og man tillægger andre skylden for vanskelighederne eller bliver selvbebrejdende” (Susan Hart, 2013)
Lige nu står vi i en situation, hvor vi er nødt til at bære vægten af vores eget følelsesliv. Vi mangler de sædvanlige gøremål og distraktioner, når noget strammer til indvendigt. Vi længes efter hinanden til at berolige og kallibrere vore nervesystemer. Det handler om savnet af den menneskelige kontakt og den livgivende følelsesmæssige resonans, vi almindeligvis får af at være sammen. Her er Zoom og Teams kun ringe erstatninger.
Mange vil derfor opleve, at den første foretagsomme energi bliver afløst af reaktioner, der stikker dybere. En opgivenhed, et mismod, en tåge….
Erkendelsen lagrer sig. Det kommer til at tage tid – også selvom det allerede har varet længe. Strukturen smuldrer måske lidt i hjørnerne. Du bliver irritabel sidst på dagen – og det på et splitsekund. Emotionaliteten skvulper over. Det går ud over de nærmeste – dem, som vi er udleveret til 24/7 på godt og ondt.
Måske føles det lidt skamfuldt. For vi har jo læst og hørt de gode råd: Du skal have struktur på din hjemmearbejdsdag, og bruge din disciplin, så du får gjort, hvad du skal.
Mange har til daglig gode erfaringer med at skelne mellem deres professionelle jeg og deres private jeg, eller i alt fald at sørge for at balancere følelser og fornuft nogenlunde passende. Men skillevæggen er blevet tynd. Kontor og stue går i eet.
Intellektet får kamp til stregen, når vi uventet bliver taget af en følelsesmæssig bølge. Det kan føles som om, følelserne igen og igen kaprer fornuften.
Hvad kommer først? Følelsen eller tanken? Det strides forskellige traditioner inden for psykologien stadig om.
Oplevelsen for de fleste vil nok være, at vi HAR både følelser og tanker – og at vi er på spanden når vi ER vores følelser og tanker.
Vi bliver for tiden mindet grundigt om, at vi er hele mennesker med både instinkt, følelser og intellekt. Den ordløse sporhund vejrer fare, følelserne har deres eget liv og intellektet er hårdt presset i forhold til at holde styr på det hele. Kort sagt er arbejdskapaciteten nedsat, fordi vore systemer er på overarbejde.
Hvordan tager vi venligt hånd om os selv, når vi bliver overvældet af vores følelser? Her tror jeg, at vi har brug for små, enkle redskaber til at balancere os med, når bølgegangen melder sig.
Tretrinsraketten hedder her: Registrér, analysér og aktivér!
Det kan der være behov for flere gange i løbet af dagen – måske sidst på eftermiddagen, hvor energien er brugt – eller efter et virtuelt møde, der efterlod en underlig fornemmelse.
1. Registrér hvordan det mærkes i kroppen og hvad der sker i hovedet. Træk vejret, sænk skuldrene og hold pause et sted, hvor du er tryg. Giv dig selv lidt tid og husk bølgens natur: Den bygger op, kammer over og flader ud – sådan er det også med følelser.
2. Analysér ved at spørge dig selv, hvad der mon udløste reaktionen? Hvilke udækkede behov er mon på spil her? Hvilken vigtig værdi vil gerne have en stemme? Med andre ord: Hvad har du brug for, så du kan balancere dig selv?
Så langt så godt – og analysen er din. Måske rækker det, fordi du blev lidt klogere på dig selv – måske er der brug for handling.
3. Aktivér ved at vælge ét enkelt skridt indenfor dit eget råderum. Måske skal du ringe til kollegaen for lige at samle op? Måske er det på tide at gå en kort tur og få perspektivet på plads ved horisontens hjælp?
Det kan være besværligt at have følelserne med på arbejde, særligt når arbejdet er derhjemme. Omvendt kan følelser give vigtig information om, hvordan det samlet set står til, så man kan fodre sig selv klogt.