Den menneskelige psykologi er tilpasningsdygtig men vores behov forandres kun langsomt.
Vi har brug for at høre til – så vi kan føle os betydningsfulde
Vi har brug for at vise hvad vi kan – så vi kan føle os kompetente
Vi har brug for åbne og tillidsfulde relationer – så vi kan føle os trygge
Tænkes det med i din organisation?
Tænker du det med som leder?
Hvad blev der egentlig af fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø, som understøtter trivsel og forebygger belastninger? Er det usynligheden og de manglende buzzwords, der gør det mindre attraktivt at arbejde med psykisk arbejdsmiljø? Er det travlheden? Er det mangel på overblik og prioritering?
Dagsordenen sættes i stedet af de mange erfaringer og fortællinger om højt tempo, mange og modstridende krav, krævende opgaver med deraf følgende belastningsreaktioner og stress-sygemeldinger.
Kan det være, at forandringsdiskursen har forblændet os med sin insisteren på, at alt er i forandring og til forhandling, og at vi må finde nye måder at navigere på i et ukendt terræn?
Kan det være, at vi har glemt det basale, fordi det er kendt (og kedelig) viden?
Har vi antagelsen om, at nye tider altid kræver nye redskaber?
Kunne det også være, at vi bedst møder det nye med det gamle i ryggen?
Kunne det være, at den mest bæredygtige og stabile udvikling skabes, når vi står på skuldrene af de mange erfaringer, vi allerede har gjort os?
Behøver vi egentlig at disrupte alt omkring os?
Når vi taler et godt psykisk arbejdsmiljø, så handler det om mange ting:
Tilhørsforhold til gruppen – er der en gruppe som anker ift stort og småt i dagligdagen – koordinering og faglig sparring – nogen, som har ens ryg? Har man kollegaer, som man kender og er tryg ved, som man kan drikke en nødvendig kop kaffe med, når der er brug for opmuntring og konstruktiv feedback?
Lederskab – Er der adgang til nærværende og opmærksom ledelse med hvem man i en tillidsfuld atmosfære kan drøfte opgaveløsning og prioritering, kvantitet og kvalitet?
Motivation – Arbejder man løbende på at prioritere og regulere balancen mellem begejstring og belastning? Er der plads i livet til det, der virkelig betyder noget?