Jeg kan godt se dig, men jeg kan ikke rigtig mærke dig!

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Vi taler meget om fordelene ved møder og kontakt via Skype, Zoom og Teams. Udover den åbenlyse fordel i, at møderne er garanteret smittefrie, så udråbes virtuelle møder, hjemmearbejde og online learning som infrastrukturen i fremtidens organisation og læring. For et møde på Teams er både effektivt og tidsbesparende – sikke en produktivitet!

Efterhånden som jeg gør mig min erfaringer på de forskellige medier bliver det også tydeligt, hvad de ikke kan! Kontakten bliver underlig flad. Man er sammen – og så alligevel ikke. På Zoom fortaber detaljerne i den enkeltes ansigt sig, hvis galleriet er stort nok. På Teams ser man ofte kun de sidste 4 personer, der har sagt noget. På Skype er der ofte milisekunders forskel på billede og lyd.
Så produktiviteten er muligvis stor på den korte bane – men vi mister også noget vigtigt. Og konsekvensen begynder mange at kunne mærke.

For hvad gør det ved os at have siddet usynligt med til et møde uden at have sagt noget? Eller omvendt at have sagt noget vigtigt uden at have fået respons?
Det kan sende både krop, tanker og følelser på akut overarbejde.
For dybest set er vi højt-socialiserede flokpattedyr med behov for at høre til.
Relationer er menneskelig kontaktlim. Når vi er sammen med andre har vi den ultimative mulighed for at afstemme eller kalibrere vores eget og den andens nervesystem. Når det lykkes os at skabe god kontakt og mærke resonansen fra hinanden, så kan vi bedre mærke os selv. Det giver tryghed og gør os godt tilpas – hvilket gavner både intellekt og kerneopgave.
Når der er uklarhed og der ikke er mulighed for at afstemme tvivl, efterlades vi ofte med en følelse af indre uro og ubehag. Den indre ordløse sporhund rører på sig. Det kan sætte psyken på overarbejde og kan føre til nedtrykthed og tilbagetrækning. Lige nu er det ekstra hårdt at opleve sig i udkanten af organisationen – at være frit svævende uden at vide, om man er købt eller solgt.

Samtidig forbinder vi os med hinanden på mange subtile niveauer gennem brug af vore sanser ved at observere og spejle kropssprog og ansigtsudtryk. Disse ofte ubevidste men effektive processer har vanskelige vilkår, når vi hver især sidder foran skærmen og dybest set er udleverede til os selv.

Det er nu, vi for alvor mærker effekten af at have været i undtagelsestilstand længe. Vi har brugt vores lager af kriseenergi og reaktionerne sætter ind.
Mange håndterer dette midlertidige vilkår klogt – OG jeg erfarer, at der også er plads til forbedring – her kommer nogle konkrete forslag:
1. Skru OP for personaleledelsen – også selvom der er travlt med krisestyring
Det kan gøres med et ugentlig teammøde – og ved ugentligt eller dagligt at ringe den enkelte medarbejder op. Husk at tal om, hvordan I har det – særligt nu, hvor det for mange bliver svært at bevare optimismen og perspektivet.
2.Vær opmærksom på kollegaer, der trækker sig og holder sig under radarhøjde. Det kan godt være, at de har en fest med uforstyrret at arbejde derhjemme, men det kan lige så godt være, at de er gået helt i stå – og skammer sig over det. Kontakt dem – og lav aftaler om, hvordan kontakten holdes.
3.Kvittér efter de virtuelle møder. Ring eller skriv for at samle op, både hvis der er behov for at give anerkendelse eller drøfte noget nærmere.
4. Søg afklaring, hvis noget nager dig. Chancen for at forfalde til organisatorisk paranoia er større end nogensinde, fordi vi er overladt til os selv. Så check og saml op, hvis du mærker behovet.

Poesi er nødvendig for at rumme en tid som denne – Benny Andersen siger sådan: ”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti. Hør, hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Da er vi begge til stede!”

Om at bære vægten af sit eget følelsesliv

Personligt lederskab, Stresshåndtering, Uncategorized

Vi har alle taget os grundigt sammen de seneste uger og mobiliseret store mængder af psykisk energi på at rumme og begribe vores nye og ændrede virkelighed. Mange er ved at være godt trætte. Af at yde det ekstraordinære.
Af uvisheden. Af at tillære sig nye færdigheder. Af manglen på vores vante strukturer og rutiner.
Metaltrætheden indfinder sig – og det kan knibe med den indre ligevægt.
Susan Hart, som arbejder med neuroaffektiv psykologi siger det sådan her:
”Når mennesker føler sig presset og har svært ved at nå det hele, presses nervesystemet, og regressioner forekommer. Først mistes evnen til at strukturere, målrette sine opgaver og skelne mellem det, der haster og det, der kan vente. Dernæst får man nemt ved at se andres fejl, mens det kan være svært at se, hvordan man fx selv bidrager til den dårlige stemning. Derefter starter bebrejdelserne, og man tillægger andre skylden for vanskelighederne eller bliver selvbebrejdende” (Susan Hart, 2013)

Lige nu står vi i en situation, hvor vi er nødt til at bære vægten af vores eget følelsesliv. Vi mangler de sædvanlige gøremål og distraktioner, når noget strammer til indvendigt. Vi længes efter hinanden til at berolige og kallibrere vore nervesystemer. Det handler om savnet af den menneskelige kontakt og den livgivende følelsesmæssige resonans, vi almindeligvis får af at være sammen. Her er Zoom og Teams kun ringe erstatninger.

Mange vil derfor opleve, at den første foretagsomme energi bliver afløst af reaktioner, der stikker dybere. En opgivenhed, et mismod, en tåge….

Erkendelsen lagrer sig. Det kommer til at tage tid – også selvom det allerede har varet længe. Strukturen smuldrer måske lidt i hjørnerne. Du bliver irritabel sidst på dagen – og det på et splitsekund. Emotionaliteten skvulper over. Det går ud over de nærmeste – dem, som vi er udleveret til 24/7 på godt og ondt.
Måske føles det lidt skamfuldt. For vi har jo læst og hørt de gode råd: Du skal have struktur på din hjemmearbejdsdag, og bruge din disciplin, så du får gjort, hvad du skal.

Mange har til daglig gode erfaringer med at skelne mellem deres professionelle jeg og deres private jeg, eller i alt fald at sørge for at balancere følelser og fornuft nogenlunde passende. Men skillevæggen er blevet tynd. Kontor og stue går i eet.
Intellektet får kamp til stregen, når vi uventet bliver taget af en følelsesmæssig bølge. Det kan føles som om, følelserne igen og igen kaprer fornuften.

Hvad kommer først? Følelsen eller tanken? Det strides forskellige traditioner inden for psykologien stadig om.
Oplevelsen for de fleste vil nok være, at vi HAR både følelser og tanker – og at vi er på spanden når vi ER vores følelser og tanker.
Vi bliver for tiden mindet grundigt om, at vi er hele mennesker med både instinkt, følelser og intellekt. Den ordløse sporhund vejrer fare, følelserne har deres eget liv og intellektet er hårdt presset i forhold til at holde styr på det hele. Kort sagt er arbejdskapaciteten nedsat, fordi vore systemer er på overarbejde.

Hvordan tager vi venligt hånd om os selv, når vi bliver overvældet af vores følelser? Her tror jeg, at vi har brug for små, enkle redskaber til at balancere os med, når bølgegangen melder sig.
Tretrinsraketten hedder her: Registrér, analysér og aktivér!
Det kan der være behov for flere gange i løbet af dagen – måske sidst på eftermiddagen, hvor energien er brugt – eller efter et virtuelt møde, der efterlod en underlig fornemmelse.
1. Registrér hvordan det mærkes i kroppen og hvad der sker i hovedet. Træk vejret, sænk skuldrene og hold pause et sted, hvor du er tryg. Giv dig selv lidt tid og husk bølgens natur: Den bygger op, kammer over og flader ud – sådan er det også med følelser.
2. Analysér ved at spørge dig selv, hvad der mon udløste reaktionen? Hvilke udækkede behov er mon på spil her? Hvilken vigtig værdi vil gerne have en stemme? Med andre ord: Hvad har du brug for, så du kan balancere dig selv?
Så langt så godt – og analysen er din. Måske rækker det, fordi du blev lidt klogere på dig selv – måske er der brug for handling.
3. Aktivér ved at vælge ét enkelt skridt indenfor dit eget råderum. Måske skal du ringe til kollegaen for lige at samle op? Måske er det på tide at gå en kort tur og få perspektivet på plads ved horisontens hjælp?

Det kan være besværligt at have følelserne med på arbejde, særligt når arbejdet er derhjemme. Omvendt kan følelser give vigtig information om, hvordan det samlet set står til, så man kan fodre sig selv klogt.

Væren i Venten

Forandringsledelse, Personligt lederskab, Stresshåndtering

Vi må handle nu, sagde statsministeren en onsdag aften for snart længe siden.
Og danskerne tog hende på ordet og gik i Netto!
Når vi møder noget uforudset og uvant er det for mange af os en umiddelbar tilskyndelse at handle os ud af det vanskelige. Vi må gøre noget!

Det føles umiddelbart godt at være i bevægelse og sætte i gang – også når krisen kradser. Og i øjeblikket arbejder mange på et nødvendigt højtryk for at hjælpe samfundet helskindet igennem krisen. Samtidig udfordres mange også på ganske uvante færdigheder: At vi skal holde os i ro derhjemme og afvente. At vi skal acceptere at vente på beslutninger. At vi skal acceptere, at meget stadig er uvist. At vi skal adlyde uden at udfordre. At vi skal forholde os til, at vores vante liv er aflyst.
Med andre ord: Evnen til at være til stede og udholde det, der er svært uden at kunne gøre noget. Evnen til at forblive i egen tvivl og usikkerhed uden at gribe til for tidlig handling. Evnen til at give slip uden at vide, hvad der er i vente.

Denne evne har et navn, nemlig negativ formåen – eller som jeg plejer at kalde det; Væren i venten. Det er en underkendt kompetence i vores tid. Ophavsmanden til begrebet er den engelske poet John Keats, som siger følgende:
”Negative Capability, that is when man is capable of being in uncertainties, mysteries, doubts, without any irritable reaching after fact & reason”

Hans sigte var sandsynligvis at belyse den kreative proces med dens behov for at være vågen og dvæle samtidig – at fordybe sig som en forudsætning for at kunne skabe med kvalitet.

Begrebet har levet et ret stille liv i den moderne psykologi – dog har den psykodynamiske tilgang taget begrebet til sig.
For eksempel er forfatteren Robert French kendt for følgende formulering ”Negativ formåen antyder en særlig menneskelig kapacitet til ”at rumme”: dvs. en kapacitet til at leve med og tolerere flertydigheder og paradokser og være tilfreds med halv viden, til at tolerere angst og frygt og forblive i en tilstand af usikkerhed for at tillade fremkomsten af nye tanker og forestillinger” (Robert French 2002 )

Jeg bruger ofte begrebet i forbindelse med lederuddannelse og coaching af ledere og vidensarbejdere. – og i første omgang mødes begrebet ofte med protester som: – man kan da ikke bare sidde på hænderne, – ledere der ikke handler er svage, -jeg får det fysisk dårligt ved tanken om ikke at gøre noget.
Det peger på, at mange ledere – med rette – definerer sig selv ud fra deres handlekompetencer. Og netop disse er udfordret for tiden, hvor meget stadig er uvist på en måde, som det slet ikke er til at være i.
Også derfor sættes der i værk, laves løsninger, inviteres til pænt mange online-møder. En foretagsomhed, som det måske kan være godt at trække vejret i forhold til. For handles der for at berolige sig selv og hinanden – eller handles der, fordi det er klogt og nødvendigt?
Måske der også findes en vej i at tøve og holde mulighederne flydende lidt endnu. Ikke for at lade stå til – men for at handle velovervejet. Det kræver, at vi kan udholde og rumme vores eget følelsesmæssige ubehag imens. At turde være ved og være i vores egne følelser. At rumme angst, tvivl og usikkerhed. At lytte til, hvad vores følelser siger om, hvad der er på spil i og imellem os.
Ikke fordi vi skal fortabe os i dem – men fordi vi med fordel kan øge vores kapacitet til at være i en accept det vanskelige, så vi kan handle ud fra vores mål og værdier uden at være drevet af frygt og ubehag.

At finde og fodre sit fodfæste venligt i Corona-tiden

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Først i marts var mit store problem, hvordan jeg skulle komme helskindet igennem en usædvanlig travl måned. Så slog Corona til! Kalenderen blev over en eftermiddag gabende tom, og den vante daglige ramme og struktur er væk. Jeg kniber mig selv i armen på daglig basis. For på den ene side har jeg fået, hvad jeg bad om: Mere tid til fordybelse. Sidegevinsterne er til gengæld uønskede: Rastløshed, maglende evne til koncentration og følelsesmæssig overvældelse. Det kræver sit at holde hovedet klart og hjertet varmt.

Som bekendt er den klassiske definition på krise, at man befinder sig i en situation, hvor det ikke er muligt at komme videre med de vante og velkendte strategier. Lige nu kender fantasien ingen grænser. Mange forsøger af nød at tænke ud af boksen, gentænke deres forretning, finde nye veje og produkter, skabe on-line platforme til nødvendige møder og kommunikation. Omvendt møder vi også i kriser os selv på godt og ondt. Man kan sige, at både vores bedste og værste sider forstørres under pres. Vi bruger kendte strategier til at få greb om og håndtere denne for os alle ukendte situation. Nogle laver yderst detaljerede skemaer for dagen – andre lader stå til og tager det hele, som det kommer.

Da mine børn er store og uden behov for hjemmeskoling har jeg god tid til at kigge indad. Min psyke opfører sig desværre som min noget bedagede Iphone. Den har nemlig på det seneste udviklet et mærkeligt fænomen: Det ene øjeblik er der 49% strøm – det næste øjeblik er der kun 2%. Sådan mærker jeg det også: Det ene øjeblik er jeg ganske energifyldt og foretagsom – det næste øjeblik sidder jeg punkteret i sofaen og kan ikke mere. Den psykologiske forklaring er, at vore systemer er på overarbejde. Fra instinkternes dyb mærker vi den eksistentielle usikkerhed i forhold til vores livsgrundlag både individuelt og samfundsmæssigt. Det påvirker vores følelser, som tager nogle ordentlige rutche-ture mellem angst, irritation, glæde og samhørighed – for nu bare at nævne nogle få. Og en sådan følelsesmæssig aktivitet sætter vores mentale kapacitet på overarbejde med alt, hvad det medfører af tankemylder, fantasier, kreativitet, fokus – og mangel på koncentration.

Derfor handler det om at finde fodfæste ved at gøre, hvad der skal til for at berolige såvel krop, følelser og tanker. Omsorg og venlighed er menneskelige kvaliteter, som vi har brug for at vise hinanden i en tid, hvor vi ikke altid er den bedste udgave af os selv. Derfor er vi nødt til at finde vores eget fodfæste ved at møde vores egen uro med omsorg og venlighed.

Min daglige struktur består af 4 nødvendige punkter: 1. Mit daglige yogaprogram – og for tiden giver det ro og tryghed at lade mig guide. 2. Få udvalgte øvelser, som giver en stærk kerne – men indtil videre mest ømme muskler. 3. At komme ud og bevæge mig og se horisonten – og sanse det ubemærkede forår 4. At passe min meditationspraksis dagligt.

Selvfølgelig får jeg også andet fra hånden -OG og der er tidspunkter, hvor jeg går rundt om mig selv i små cirkler. Det er normalt! Denne tid er uden fortilfælde og vi er alle rørt, ramt og rystede. Fra mit perspektiv som psykolog tænker jeg, at en rummelig struktur er med til at skabe en kærlig ramme, som vi alle har brug for. Der er brug for tid og ro til at fordøje og bundfælde en ændret virkelighed.

Det kræver et menneske..

Stresshåndtering

Åbenbaringen i Skive

En våd dansk sommerdag i Skive viste sig fra en overraskende vinkel. En kraftig byge blev afløst af opholdsvejr – et opholdsvejr som kastede den helt rette belysning på en skulptur.
I sig selv lignede det forfra et kedeligt motiv – en trivelig figur ovenpå en plade.
Men netop som jeg gik forbi, kom solen frem – og fremkaldt i den rette vinkel foldede motivet sig ud og blev til kunst med en helt særlig pointe.

Skulpturen står foran en skole – og i forbindelse med indvielsen i 2009 sagde kunstneren Søren Vester ”Det kræver et menneske at holde balancen i livet.
I den balance indgår ansvaret for sig selv og hinanden og en forståelse for, at vi hverken er eller skal være perfekte mennesker. Det er fejltrinnene og det uperfekte, der gør livet smukt. Det kræver et menneske – og det menneske er ikke figurer som Obama, Lars Løkke eller Spiderman – det er dig og mig”. Som det fremgår af silhuetten og materialet er der lige præcis tale om et helstøbt menneske i al sin ufuldkommenhed – robust bygget, med knaster, åbne arme – og på vej! Det kræver et menneske!

Tag dig selv alvorligt – du er bedst egnet til netop denne opgave
Det er, som det er! Du er, som du er! Og alligevel kan vi ikke lade være med at måle os op imod hinanden. Det er der meget godt at sige om, for sund konkurrence inspirerer os til at yde det bedste, vi kan – og lidt til! Og vi bliver  nødt til løbende at arbejde på at udvikle og finpudse vores kompetencer.

Desværre kan det også føre til megen ensomhed og mindreværd. Det ser jeg, når jeg arbejder med stressramte fagprofessionelle og ledere i coachingforløb. For når vi måler os op mod andre, så glemmer vi let, at vi måler vores egen inderside op mod andres yderside. 
Ydersiden rummer os selv i det organisatorisk pæne tøj med adfærden rettet mod at lykkes i den givne sammenhæng. Indersiden rummer så meget mere – vores tanker, følelser og sansninger – vores tvivl og overvejelser over egen duelighed.
Ensomheden opstår, når man alene måler sin egen uformåenhed op mod andres duelighed og ender med at veje sig for let. Derfor er det vigtigt at dele – både hvad vi sanser, føler og tænker. Ikke fordi vi nødvendigvis kan handle på det. Men fordi der altid er et vigtigt informationsbudskab i både sansninger, følelser og tanker. Det kan man naturligvis godt tænke sig frem til alene. Men den resonans – den særlige følelse af klangbund, der kan opstå, når man deler med andre er uovertruffen.
Det svarer til forskellen på kun at have negativet fremfor at fremkalde billedet.

Du kan til enhver tid tage bestik i dit eget landskab ved at tune ind på 3 forskellige kanaler, som hver giver adgang til en særlig kvalitet:
Sansningens kvalitet: Hvad mærker jeg i kroppen?
Hvad kan disse sansninger mon fortælle mig?
Følelsernes kvalitet: Hvilke følelser fylder hos mig?
Hvilke værdier og behov udgør mon bagtæppet for disse følelser?
Tankernes kvalitet: Hvilke tanker fylder hos mig?
Hvilke små tanker kan jeg blot ane konturerne af?
Hvad handler det om?

At have adgang til at holde øje med, hvad der er på spil kan naturligvis føre til overvældelse – for vi har alle en myriade af tanker, følelser og sansninger.  Meningen er heller ikke at fortabe sig i det erfarede,  – men at belyse hvad der er på spil og at dvæle ved det med det formål at få færten af det væsentlige, som det kan give mening at fremkalde – sammen!
 

Taget af bølgen – igen

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Jeg holder vældig meget af Sjællands milde og venlige sandstrande, hvor vandet skvulper roligt frem og tilbage. Det har sin egen forklaring. Jeg er vokset op på kanten af Vestjylland. Når vi skulle til stranden, tog vi til Vesterhavet.

Vesterhavet bød på en særlig slags spænding med understrøm og hestehuller – brænding og bølger. Vi børn blev advaret, instrueret og mandsopdækket. Trods alle forholdsregler, så skete det enkelte gange, at bølgen tog mig! Jeg kan stadig huske fornemmelsen af en overvældende brusende bølge, understrømmen på vej ud, der fik sandet til at piske rundt om mine ankler og mig til at miste fodfæstet og blive hvirvlet ind i en centrifuge – miste fornemmelsen af, hvad der var op og ned og få munden fyldt med saltvand. Det var angstfyldte øjeblikke, indtil jeg igen havde sand under fødderne og hovedet oven vande.

Sådan er vi mange, der har det med vores følelser. Når vi mindst venter det, overrumples vi af stærke indre oplevelser, som vi kun vanskeligt kan sætte ord på, men som opleves overvældende.
Nogle mærker det kun som små bølgeskvulp, mens andre oplever at miste fodfæstet helt for en stund, når de bliver fejet væk af den emotionelle bølge. På mine kurser bliver jeg ofte spurgt: Hvordan kan jeg kommunikere klogt, når jeg er i mine følelsers vold? Mit svar er altid: Det kan du ikke! Det kræver en forklaring.

Følelser? Kan de ikke bare blive hjemme!
For nylig har der været synspunkter fremme om, at vi da bare kan lade følelserne blive hjemme, når vi går på arbejde.Det med følelser er ikke så fint, de er noget uvelkomne i et travlt arbejdsliv, hvor vi skal have overblik og styr på det. Problemet er bare, at det svarer til at bede Vesterhavet lægge sig på en stormfuld efterårsdag.
Følelserne slår til, når vi mindst venter det og har det med at spænde ben for vores fornuft. Pludselig er man sendt til tælling af en pænt stor Vesterhavsbølge, der overrumpler, fejer benene væk  og sender een ind i en sand centrifuge, hvor det kan være  svært at afgøre, hvad der er op og ned.

Vi er hele mennesker – også når vi går på arbejde.
Vi forlader os på, at vores rationelle jeg kan stå distancen, men her er det vigtigt at huske, at vores hjerne er tredelt og rummer både:
1. Neocortex – tanker, intellekt, den kognitive kapacitet
2. Det limbiske system – følelser, samhørighed, tilknytning
3. Reptilhjernen – sansninger, overlevelsesfunktioner, den ordløse sporhund
Når vi bliver overvældet af vores følelser, så sker der populært sagt det, at neocortex oversvømmes, så vi ikke har fuld adgang til vores dømmekraft og sunde fornuft. Derfor er det sjældent en god ide at handle direkte på følelsesmæssige impulser. Til gengæld er det vigtigt at lade bølgen lægge sig og tage bestik – før der kommunikeres og handles. Hvordan gør man så det?

Registrér, analysér og aktivér
Først og fremmest kan du træne din evne til at REGISTRERE, hvornår du bliver overvældet af dine følelser. Hvordan mærkes det i kroppen, hvad sker der i hovedet? I situationen skal du ikke gøre andet end at holde dig i ro og trække vejret dybt. Og er bølgen stor, søg så tilbage til en tryg og uforstyrret ramme (og det kan være svært i et storrums kontor, men hold evt en pause, tag en tur på trappen, gå udenfor) Giv det tid – for er Bølgen stor, så er der noget vigtigt på spil. Er det svært, så husk bølgens natur: Den bygger op, kammer over og flader ud – sådan er det også med følelser.

Dernæst er det tid til at ANALYSERE. For enhver følelse – positiv som negativ – er kilde til vigtig viden!
Viden om, hvad vi har brug for og hvad der er vigtigt i livet. Spørg derfor dig selv: Hvad var det i situationen, der satte følelsesbølgen i gang? Hvad handler det mon om? Hvilket udækket behov er mon på spil her? Hvilken vigtig værdi vil gerne have en stemme? Fik jeg ikke svar på mine spørgsmål Oplevede jeg mig fejet af? Fik vi ikke talt nok om det, der er vigtigt for mig?

Så langt så godt. Og dette analysearbejde er dit. Måske rækker det, fordi du bliver klogere på dig selv. Måske får du øje på, at der skal handles. Hvis du vælger at AKTIVERE behøver du ikke at involvere din chef eller kollegaer i din analyse. Din arbejdsplads behøver ikke  nødvendigvis at vide, hvad der foregår i dit indre landskab. Det kan være Too Much Information. Aktiveringen handler om, at give dine behov og værdier stemme i form af formuleringer som:
“Jeg har brug for at vi…”
“Kunne det være muligt at vi…”
“Jeg kunne godt tænke mig at.. hvad siger du til det?”

Motivér dig selv – indefra!

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Motivation vs 3.0
Fornylig demotiverede jeg mig selv. Seriøst! Jeg underviste i motivation og greb mig selv i at bruge et oplæg, som jeg inderst inde godt vidste er forældet. Og jeg mærkede min egen længsel – der må være noget mere og andet!? Og jeg besluttede at trække en streg i sandet og opgradere på stedet. Maslow og Herzberg har givet glimrende svar på, hvad der motiverer mennesker – for 50 år siden! Det er stadig god basal viden – men der mangler noget! For det viser sig, at selvom pisk og gulerod kan være nødvendigt, så motiverer det kun i meget ringe grad på den korte bane og kan være decideret skadeligt på den lange bane. Begge dele er afluret forlængst og imponerer ikke nogen. Alligevel bruges metoderne flittigt i organisationerne.

Vi bliver vi let afhængige af ydre motivationsfaktorer. Og organisationer kalder på resultater og præstationer. Der er ikke noget galt i at længes efter en rask belønning. Eller acceptere, at man for en tid udfører sit arbejde med ulyst. Men i længden holder det ikke. Vi skal soge motivationen der, hvor kilden springer. Det handler om en indre følelse af glæde og tilfredshed, som opstår når man arbejder på noget, der giver mening. Velkommen til Motivation 3.0.!

Autonomi, mestring og formål
Det særlige ved den indefra kommende motivation er, at den er anderledes belønnende, fordi man får fat på grundlæggende motiver og drivkræfter. Og at gevinsten er at finde i selve aktiviteten fremfor andres vurdering af den. At gøre det vigtige først er simpelthen belønnende i sig selv. Det kan give anledning til en grundig hovedrengøring, og hvor skal man så starte? Forskerne Devy og Rice er gennem solid empirisk forskning nået frem til, at den indefrakommende motivation drives af; Autonomi, Mestring og Formål.

Autonomi 
Muligheden for på afgørende områder at bestemme selv og have indflydelse på opgaver, tilrettelæggelse og fokus
Mestring
At kunne lære, lege, træne sig frem til et højt færdighedsniveau.
Formål
At have et klart billede af, hvad man ønsker at stille sin arbejdsindsats til rådighed for.

Skab liv og lyst
Autonomi – hvd vil du bestemme selv?
Med Kierkegaards ord lever vi udspændt mellem nødvendighed og mulighed. Der er mængder af rammer og vilkår, som vi ikke kan rokke ved. Men det skal ikke hindre i at undersøge, hvilke muligheder, selv den strammeste ramme kan fravristes. Så her er der en opgave: Hvor i dit arbejdsliv er det ganske afgørende, at du kan bestemme. Dernæst er der tre trin:
1.Afgræns dit mulighedsrum
2.Vælg dit fokus
3.Søg max indflydelse.

Mestring – stræb efter et højt niveau!
Ikke et ondt ord om kompetencesurfing og job-swop – men kender du til længslen efter at kunne mestre en disciplin på højt niveau? Hvad vil du gerne være rigtig god til? Og her taler vi om hårdt arbejde og disciplin i årevis, så du har et hæderligt bundniveau selv på en halvdårlig dag? Hvor er du indstillet på at forædle, træne, forfine og udforske og til at holde ud, når det gør ondt fordi du ikke oplever at komme ud af stedet? Ikke fordi der venter en belønning i den anden ende, men ganske enkelt fordi det er belønnende i sig selv at udforske og forbedre og vide, at dit niveau løfter sig. I forhold til hvilke konkrete kompetencer er du villig til at gøre, hvad der skal til – og blive ved – og opleve, at indsatsen bærer lønnen i sig selv?

Formål – hvorfor gør du det?
Vi er meningssøgende og meningsskabende. Netop derfor giver det god mening med jævne mellemrum at stoppe op og undersøge: Hvad vil jeg gerne stille min arbejdsindsats til rådighed for? Så hvordan ser bundlinien i dit personlige regnskab ud? Det kræver, at du kender dig selv og dine værdier – og lytter!
Gevinsten er, at du vil opleve det mere tilfredsstillende at levere varen – og at du måske bliver bedre til at vælge de opgaver, som er belønnende i sig selv, fordi de giver mening. Og nej, du hehøver ikke skifte karierre – det gode formål kan ofte med lidt opmærksomhed findes lige der, hvor du er! For det er der vel en rigtig god grund til…..