Vi må handle nu, sagde statsministeren en onsdag aften for snart længe siden.
Og danskerne tog hende på ordet og gik i Netto!
Når vi møder noget uforudset og uvant er det for mange af os en umiddelbar tilskyndelse at handle os ud af det vanskelige. Vi må gøre noget!
Det føles umiddelbart godt at være i bevægelse og sætte i gang – også når krisen kradser. Og i øjeblikket arbejder mange på et nødvendigt højtryk for at hjælpe samfundet helskindet igennem krisen. Samtidig udfordres mange også på ganske uvante færdigheder: At vi skal holde os i ro derhjemme og afvente. At vi skal acceptere at vente på beslutninger. At vi skal acceptere, at meget stadig er uvist. At vi skal adlyde uden at udfordre. At vi skal forholde os til, at vores vante liv er aflyst.
Med andre ord: Evnen til at være til stede og udholde det, der er svært uden at kunne gøre noget. Evnen til at forblive i egen tvivl og usikkerhed uden at gribe til for tidlig handling. Evnen til at give slip uden at vide, hvad der er i vente.
Denne evne har et navn, nemlig negativ formåen – eller som jeg plejer at kalde det; Væren i venten. Det er en underkendt kompetence i vores tid. Ophavsmanden til begrebet er den engelske poet John Keats, som siger følgende:
”Negative Capability, that is when man is capable of being in uncertainties, mysteries, doubts, without any irritable reaching after fact & reason”
Hans sigte var sandsynligvis at belyse den kreative proces med dens behov for at være vågen og dvæle samtidig – at fordybe sig som en forudsætning for at kunne skabe med kvalitet.
Begrebet har levet et ret stille liv i den moderne psykologi – dog har den psykodynamiske tilgang taget begrebet til sig.
For eksempel er forfatteren Robert French kendt for følgende formulering ”Negativ formåen antyder en særlig menneskelig kapacitet til ”at rumme”: dvs. en kapacitet til at leve med og tolerere flertydigheder og paradokser og være tilfreds med halv viden, til at tolerere angst og frygt og forblive i en tilstand af usikkerhed for at tillade fremkomsten af nye tanker og forestillinger” (Robert French 2002 )
Jeg bruger ofte begrebet i forbindelse med lederuddannelse og coaching af ledere og vidensarbejdere. – og i første omgang mødes begrebet ofte med protester som: – man kan da ikke bare sidde på hænderne, – ledere der ikke handler er svage, -jeg får det fysisk dårligt ved tanken om ikke at gøre noget.
Det peger på, at mange ledere – med rette – definerer sig selv ud fra deres handlekompetencer. Og netop disse er udfordret for tiden, hvor meget stadig er uvist på en måde, som det slet ikke er til at være i.
Også derfor sættes der i værk, laves løsninger, inviteres til pænt mange online-møder. En foretagsomhed, som det måske kan være godt at trække vejret i forhold til. For handles der for at berolige sig selv og hinanden – eller handles der, fordi det er klogt og nødvendigt?
Måske der også findes en vej i at tøve og holde mulighederne flydende lidt endnu. Ikke for at lade stå til – men for at handle velovervejet. Det kræver, at vi kan udholde og rumme vores eget følelsesmæssige ubehag imens. At turde være ved og være i vores egne følelser. At rumme angst, tvivl og usikkerhed. At lytte til, hvad vores følelser siger om, hvad der er på spil i og imellem os.
Ikke fordi vi skal fortabe os i dem – men fordi vi med fordel kan øge vores kapacitet til at være i en accept det vanskelige, så vi kan handle ud fra vores mål og værdier uden at være drevet af frygt og ubehag.