Væren i Venten

Forandringsledelse, Personligt lederskab, Stresshåndtering

Vi må handle nu, sagde statsministeren en onsdag aften for snart længe siden.
Og danskerne tog hende på ordet og gik i Netto!
Når vi møder noget uforudset og uvant er det for mange af os en umiddelbar tilskyndelse at handle os ud af det vanskelige. Vi må gøre noget!

Det føles umiddelbart godt at være i bevægelse og sætte i gang – også når krisen kradser. Og i øjeblikket arbejder mange på et nødvendigt højtryk for at hjælpe samfundet helskindet igennem krisen. Samtidig udfordres mange også på ganske uvante færdigheder: At vi skal holde os i ro derhjemme og afvente. At vi skal acceptere at vente på beslutninger. At vi skal acceptere, at meget stadig er uvist. At vi skal adlyde uden at udfordre. At vi skal forholde os til, at vores vante liv er aflyst.
Med andre ord: Evnen til at være til stede og udholde det, der er svært uden at kunne gøre noget. Evnen til at forblive i egen tvivl og usikkerhed uden at gribe til for tidlig handling. Evnen til at give slip uden at vide, hvad der er i vente.

Denne evne har et navn, nemlig negativ formåen – eller som jeg plejer at kalde det; Væren i venten. Det er en underkendt kompetence i vores tid. Ophavsmanden til begrebet er den engelske poet John Keats, som siger følgende:
”Negative Capability, that is when man is capable of being in uncertainties, mysteries, doubts, without any irritable reaching after fact & reason”

Hans sigte var sandsynligvis at belyse den kreative proces med dens behov for at være vågen og dvæle samtidig – at fordybe sig som en forudsætning for at kunne skabe med kvalitet.

Begrebet har levet et ret stille liv i den moderne psykologi – dog har den psykodynamiske tilgang taget begrebet til sig.
For eksempel er forfatteren Robert French kendt for følgende formulering ”Negativ formåen antyder en særlig menneskelig kapacitet til ”at rumme”: dvs. en kapacitet til at leve med og tolerere flertydigheder og paradokser og være tilfreds med halv viden, til at tolerere angst og frygt og forblive i en tilstand af usikkerhed for at tillade fremkomsten af nye tanker og forestillinger” (Robert French 2002 )

Jeg bruger ofte begrebet i forbindelse med lederuddannelse og coaching af ledere og vidensarbejdere. – og i første omgang mødes begrebet ofte med protester som: – man kan da ikke bare sidde på hænderne, – ledere der ikke handler er svage, -jeg får det fysisk dårligt ved tanken om ikke at gøre noget.
Det peger på, at mange ledere – med rette – definerer sig selv ud fra deres handlekompetencer. Og netop disse er udfordret for tiden, hvor meget stadig er uvist på en måde, som det slet ikke er til at være i.
Også derfor sættes der i værk, laves løsninger, inviteres til pænt mange online-møder. En foretagsomhed, som det måske kan være godt at trække vejret i forhold til. For handles der for at berolige sig selv og hinanden – eller handles der, fordi det er klogt og nødvendigt?
Måske der også findes en vej i at tøve og holde mulighederne flydende lidt endnu. Ikke for at lade stå til – men for at handle velovervejet. Det kræver, at vi kan udholde og rumme vores eget følelsesmæssige ubehag imens. At turde være ved og være i vores egne følelser. At rumme angst, tvivl og usikkerhed. At lytte til, hvad vores følelser siger om, hvad der er på spil i og imellem os.
Ikke fordi vi skal fortabe os i dem – men fordi vi med fordel kan øge vores kapacitet til at være i en accept det vanskelige, så vi kan handle ud fra vores mål og værdier uden at være drevet af frygt og ubehag.

At finde den heldige vej

Forandringsledelse, Personligt lederskab

På en temadag for en gruppe medarbejdere, gik det op for mig, at det kun gav ringe mening for gruppen at drøfte visioner for fremtiden. Visionerne var nemlig i høj grad politisk bestemte og ændrede sig for tiden ganske ofte.
 Det var de ansatte egentlig mere trygge ved, end jeg var. Som de sagde, så var de dygtige til og trivedes med
 “at navigere i kaos hver eneste dag”
Til gengæld fik vi sammen øje på, at de i højere grad lod sig guide af deres værdier i arbejdet med borgerne.
 De kikkede altså INDAD efter referencepunkterne.

Forleden mødte jeg så en leder, som fortalte, at han ikke længere var så optaget af Mission-Vision-Ambition, som han havde været. 
I stedet var han begyndt at holde øje med det han kaldte at
 “finde mønsteret i strømmen af hændelser og beslutninger”
 Han forholdt sig afventende, åbent og tænksomt overfor det mønster, som nogen gange krystallliserede sig for den opmærksomme iagttager. Man kunne sige, at han kikkede NEDAD for at finde vejen. Måske er vi blevet så vante til at orientere os FREMAD, at vi helt har glemt at holde øje med vores INDAD og NEDAD??

At tænke sig om skridt for skridt
For nogle år siden var jeg kursusleder på et kursus om strategi. På vej ud af døren spurgte jeg min søn om, hvordan han ville definere begrebet strategi. Han sagde: “Strategi er at tænke sig om skridt for skridt”
Hvor kom det nu fra? Det handlede om, at han spillede (alt for mange) rollespil på sin PC. Og i rollespil er det betydningsfuldt hele tiden at tage bestik af en foranderlig situation, før man beslutter sig for sit næste træk. For spillet bevæger sig mens man spiller.

Ofte defineres strategi som “vejen ad hvilken” man som organisation når sine mål.
Den vej er ikke længere så bred, sigtbarheden ikke altid i top og målene har det med at flytte sig i hastigt tempo. Det kan gøre både ledere og medarbejdere rundtossede.
Vi lever i en tid, hvor de organisatoriske vinde blæser fra skiftende retninger, og hvor sigtbarheden ofte er uhyre ringe. Og når der er tæt tåge, så hjælper det som bekendt ikke at tænde det lange lys.

Mening på midlertidig basis
Derfor er der behov for at bevæge sig opmærksomt og bevidst.
For den enkelte, for gruppen og for lederne.
Det gælder om at have fokus på:
1. Det indre kompas; Hvilke værdier guider mig/os i arbejdet som vigtige og betydningsfulde retningsgivere?
2. At holde øje med, hvilket mønster af hændelser og beslutninger, der samler sig og kan udgøre trædestenene for dagligdagens opgaveløsning.
3. At tage fælles bestik af, hvordan man opmærksomt bevæger sig skridt for skridt i forhold til at opnå, hvad man gerne vil – værdierne taget i betragtning.