Birgitte Svinth | Birgitte Svinth

Jeg kan godt se dig, men jeg kan ikke rigtig mærke dig!

Vi taler meget om fordelene ved møder og kontakt via Skype, Zoom og Teams. Udover den åbenlyse fordel i, at møderne er garanteret smittefrie, så udråbes virtuelle møder, hjemmearbejde og online learning som infrastrukturen i fremtidens organisation og læring. For et møde på Teams er både effektivt og tidsbesparende – sikke en produktivitet!

Efterhånden som jeg gør mig min erfaringer på de forskellige medier bliver det også tydeligt, hvad de ikke kan! Kontakten bliver underlig flad. Man er sammen – og så alligevel ikke. På Zoom fortaber detaljerne i den enkeltes ansigt sig, hvis galleriet er stort nok. På Teams ser man ofte kun de sidste 4 personer, der har sagt noget. På Skype er der ofte milisekunders forskel på billede og lyd.
Så produktiviteten er muligvis stor på den korte bane – men vi mister også noget vigtigt. Og konsekvensen begynder mange at kunne mærke.

For hvad gør det ved os at have siddet usynligt med til et møde uden at have sagt noget? Eller omvendt at have sagt noget vigtigt uden at have fået respons?
Det kan sende både krop, tanker og følelser på akut overarbejde.
For dybest set er vi højt-socialiserede flokpattedyr med behov for at høre til.
Relationer er menneskelig kontaktlim. Når vi er sammen med andre har vi den ultimative mulighed for at afstemme eller kalibrere vores eget og den andens nervesystem. Når det lykkes os at skabe god kontakt og mærke resonansen fra hinanden, så kan vi bedre mærke os selv. Det giver tryghed og gør os godt tilpas – hvilket gavner både intellekt og kerneopgave.
Når der er uklarhed og der ikke er mulighed for at afstemme tvivl, efterlades vi ofte med en følelse af indre uro og ubehag. Den indre ordløse sporhund rører på sig. Det kan sætte psyken på overarbejde og kan føre til nedtrykthed og tilbagetrækning. Lige nu er det ekstra hårdt at opleve sig i udkanten af organisationen – at være frit svævende uden at vide, om man er købt eller solgt.

Samtidig forbinder vi os med hinanden på mange subtile niveauer gennem brug af vore sanser ved at observere og spejle kropssprog og ansigtsudtryk. Disse ofte ubevidste men effektive processer har vanskelige vilkår, når vi hver især sidder foran skærmen og dybest set er udleverede til os selv.

Det er nu, vi for alvor mærker effekten af at have været i undtagelsestilstand længe. Vi har brugt vores lager af kriseenergi og reaktionerne sætter ind.
Mange håndterer dette midlertidige vilkår klogt – OG jeg erfarer, at der også er plads til forbedring – her kommer nogle konkrete forslag:
1. Skru OP for personaleledelsen – også selvom der er travlt med krisestyring
Det kan gøres med et ugentlig teammøde – og ved ugentligt eller dagligt at ringe den enkelte medarbejder op. Husk at tal om, hvordan I har det – særligt nu, hvor det for mange bliver svært at bevare optimismen og perspektivet.
2.Vær opmærksom på kollegaer, der trækker sig og holder sig under radarhøjde. Det kan godt være, at de har en fest med uforstyrret at arbejde derhjemme, men det kan lige så godt være, at de er gået helt i stå – og skammer sig over det. Kontakt dem – og lav aftaler om, hvordan kontakten holdes.
3.Kvittér efter de virtuelle møder. Ring eller skriv for at samle op, både hvis der er behov for at give anerkendelse eller drøfte noget nærmere.
4. Søg afklaring, hvis noget nager dig. Chancen for at forfalde til organisatorisk paranoia er større end nogensinde, fordi vi er overladt til os selv. Så check og saml op, hvis du mærker behovet.

Poesi er nødvendig for at rumme en tid som denne – Benny Andersen siger sådan: ”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti. Hør, hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Da er vi begge til stede!”

Om at bære vægten af sit eget følelsesliv

Personligt lederskab, Stresshåndtering, Uncategorized

Vi har alle taget os grundigt sammen de seneste uger og mobiliseret store mængder af psykisk energi på at rumme og begribe vores nye og ændrede virkelighed. Mange er ved at være godt trætte. Af at yde det ekstraordinære.
Af uvisheden. Af at tillære sig nye færdigheder. Af manglen på vores vante strukturer og rutiner.
Metaltrætheden indfinder sig – og det kan knibe med den indre ligevægt.
Susan Hart, som arbejder med neuroaffektiv psykologi siger det sådan her:
”Når mennesker føler sig presset og har svært ved at nå det hele, presses nervesystemet, og regressioner forekommer. Først mistes evnen til at strukturere, målrette sine opgaver og skelne mellem det, der haster og det, der kan vente. Dernæst får man nemt ved at se andres fejl, mens det kan være svært at se, hvordan man fx selv bidrager til den dårlige stemning. Derefter starter bebrejdelserne, og man tillægger andre skylden for vanskelighederne eller bliver selvbebrejdende” (Susan Hart, 2013)

Lige nu står vi i en situation, hvor vi er nødt til at bære vægten af vores eget følelsesliv. Vi mangler de sædvanlige gøremål og distraktioner, når noget strammer til indvendigt. Vi længes efter hinanden til at berolige og kallibrere vore nervesystemer. Det handler om savnet af den menneskelige kontakt og den livgivende følelsesmæssige resonans, vi almindeligvis får af at være sammen. Her er Zoom og Teams kun ringe erstatninger.

Mange vil derfor opleve, at den første foretagsomme energi bliver afløst af reaktioner, der stikker dybere. En opgivenhed, et mismod, en tåge….

Erkendelsen lagrer sig. Det kommer til at tage tid – også selvom det allerede har varet længe. Strukturen smuldrer måske lidt i hjørnerne. Du bliver irritabel sidst på dagen – og det på et splitsekund. Emotionaliteten skvulper over. Det går ud over de nærmeste – dem, som vi er udleveret til 24/7 på godt og ondt.
Måske føles det lidt skamfuldt. For vi har jo læst og hørt de gode råd: Du skal have struktur på din hjemmearbejdsdag, og bruge din disciplin, så du får gjort, hvad du skal.

Mange har til daglig gode erfaringer med at skelne mellem deres professionelle jeg og deres private jeg, eller i alt fald at sørge for at balancere følelser og fornuft nogenlunde passende. Men skillevæggen er blevet tynd. Kontor og stue går i eet.
Intellektet får kamp til stregen, når vi uventet bliver taget af en følelsesmæssig bølge. Det kan føles som om, følelserne igen og igen kaprer fornuften.

Hvad kommer først? Følelsen eller tanken? Det strides forskellige traditioner inden for psykologien stadig om.
Oplevelsen for de fleste vil nok være, at vi HAR både følelser og tanker – og at vi er på spanden når vi ER vores følelser og tanker.
Vi bliver for tiden mindet grundigt om, at vi er hele mennesker med både instinkt, følelser og intellekt. Den ordløse sporhund vejrer fare, følelserne har deres eget liv og intellektet er hårdt presset i forhold til at holde styr på det hele. Kort sagt er arbejdskapaciteten nedsat, fordi vore systemer er på overarbejde.

Hvordan tager vi venligt hånd om os selv, når vi bliver overvældet af vores følelser? Her tror jeg, at vi har brug for små, enkle redskaber til at balancere os med, når bølgegangen melder sig.
Tretrinsraketten hedder her: Registrér, analysér og aktivér!
Det kan der være behov for flere gange i løbet af dagen – måske sidst på eftermiddagen, hvor energien er brugt – eller efter et virtuelt møde, der efterlod en underlig fornemmelse.
1. Registrér hvordan det mærkes i kroppen og hvad der sker i hovedet. Træk vejret, sænk skuldrene og hold pause et sted, hvor du er tryg. Giv dig selv lidt tid og husk bølgens natur: Den bygger op, kammer over og flader ud – sådan er det også med følelser.
2. Analysér ved at spørge dig selv, hvad der mon udløste reaktionen? Hvilke udækkede behov er mon på spil her? Hvilken vigtig værdi vil gerne have en stemme? Med andre ord: Hvad har du brug for, så du kan balancere dig selv?
Så langt så godt – og analysen er din. Måske rækker det, fordi du blev lidt klogere på dig selv – måske er der brug for handling.
3. Aktivér ved at vælge ét enkelt skridt indenfor dit eget råderum. Måske skal du ringe til kollegaen for lige at samle op? Måske er det på tide at gå en kort tur og få perspektivet på plads ved horisontens hjælp?

Det kan være besværligt at have følelserne med på arbejde, særligt når arbejdet er derhjemme. Omvendt kan følelser give vigtig information om, hvordan det samlet set står til, så man kan fodre sig selv klogt.

Væren i Venten

Forandringsledelse, Personligt lederskab, Stresshåndtering

Vi må handle nu, sagde statsministeren en onsdag aften for snart længe siden.
Og danskerne tog hende på ordet og gik i Netto!
Når vi møder noget uforudset og uvant er det for mange af os en umiddelbar tilskyndelse at handle os ud af det vanskelige. Vi må gøre noget!

Det føles umiddelbart godt at være i bevægelse og sætte i gang – også når krisen kradser. Og i øjeblikket arbejder mange på et nødvendigt højtryk for at hjælpe samfundet helskindet igennem krisen. Samtidig udfordres mange også på ganske uvante færdigheder: At vi skal holde os i ro derhjemme og afvente. At vi skal acceptere at vente på beslutninger. At vi skal acceptere, at meget stadig er uvist. At vi skal adlyde uden at udfordre. At vi skal forholde os til, at vores vante liv er aflyst.
Med andre ord: Evnen til at være til stede og udholde det, der er svært uden at kunne gøre noget. Evnen til at forblive i egen tvivl og usikkerhed uden at gribe til for tidlig handling. Evnen til at give slip uden at vide, hvad der er i vente.

Denne evne har et navn, nemlig negativ formåen – eller som jeg plejer at kalde det; Væren i venten. Det er en underkendt kompetence i vores tid. Ophavsmanden til begrebet er den engelske poet John Keats, som siger følgende:
”Negative Capability, that is when man is capable of being in uncertainties, mysteries, doubts, without any irritable reaching after fact & reason”

Hans sigte var sandsynligvis at belyse den kreative proces med dens behov for at være vågen og dvæle samtidig – at fordybe sig som en forudsætning for at kunne skabe med kvalitet.

Begrebet har levet et ret stille liv i den moderne psykologi – dog har den psykodynamiske tilgang taget begrebet til sig.
For eksempel er forfatteren Robert French kendt for følgende formulering ”Negativ formåen antyder en særlig menneskelig kapacitet til ”at rumme”: dvs. en kapacitet til at leve med og tolerere flertydigheder og paradokser og være tilfreds med halv viden, til at tolerere angst og frygt og forblive i en tilstand af usikkerhed for at tillade fremkomsten af nye tanker og forestillinger” (Robert French 2002 )

Jeg bruger ofte begrebet i forbindelse med lederuddannelse og coaching af ledere og vidensarbejdere. – og i første omgang mødes begrebet ofte med protester som: – man kan da ikke bare sidde på hænderne, – ledere der ikke handler er svage, -jeg får det fysisk dårligt ved tanken om ikke at gøre noget.
Det peger på, at mange ledere – med rette – definerer sig selv ud fra deres handlekompetencer. Og netop disse er udfordret for tiden, hvor meget stadig er uvist på en måde, som det slet ikke er til at være i.
Også derfor sættes der i værk, laves løsninger, inviteres til pænt mange online-møder. En foretagsomhed, som det måske kan være godt at trække vejret i forhold til. For handles der for at berolige sig selv og hinanden – eller handles der, fordi det er klogt og nødvendigt?
Måske der også findes en vej i at tøve og holde mulighederne flydende lidt endnu. Ikke for at lade stå til – men for at handle velovervejet. Det kræver, at vi kan udholde og rumme vores eget følelsesmæssige ubehag imens. At turde være ved og være i vores egne følelser. At rumme angst, tvivl og usikkerhed. At lytte til, hvad vores følelser siger om, hvad der er på spil i og imellem os.
Ikke fordi vi skal fortabe os i dem – men fordi vi med fordel kan øge vores kapacitet til at være i en accept det vanskelige, så vi kan handle ud fra vores mål og værdier uden at være drevet af frygt og ubehag.

At finde og fodre sit fodfæste venligt i Corona-tiden

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Først i marts var mit store problem, hvordan jeg skulle komme helskindet igennem en usædvanlig travl måned. Så slog Corona til! Kalenderen blev over en eftermiddag gabende tom, og den vante daglige ramme og struktur er væk. Jeg kniber mig selv i armen på daglig basis. For på den ene side har jeg fået, hvad jeg bad om: Mere tid til fordybelse. Sidegevinsterne er til gengæld uønskede: Rastløshed, maglende evne til koncentration og følelsesmæssig overvældelse. Det kræver sit at holde hovedet klart og hjertet varmt.

Som bekendt er den klassiske definition på krise, at man befinder sig i en situation, hvor det ikke er muligt at komme videre med de vante og velkendte strategier. Lige nu kender fantasien ingen grænser. Mange forsøger af nød at tænke ud af boksen, gentænke deres forretning, finde nye veje og produkter, skabe on-line platforme til nødvendige møder og kommunikation. Omvendt møder vi også i kriser os selv på godt og ondt. Man kan sige, at både vores bedste og værste sider forstørres under pres. Vi bruger kendte strategier til at få greb om og håndtere denne for os alle ukendte situation. Nogle laver yderst detaljerede skemaer for dagen – andre lader stå til og tager det hele, som det kommer.

Da mine børn er store og uden behov for hjemmeskoling har jeg god tid til at kigge indad. Min psyke opfører sig desværre som min noget bedagede Iphone. Den har nemlig på det seneste udviklet et mærkeligt fænomen: Det ene øjeblik er der 49% strøm – det næste øjeblik er der kun 2%. Sådan mærker jeg det også: Det ene øjeblik er jeg ganske energifyldt og foretagsom – det næste øjeblik sidder jeg punkteret i sofaen og kan ikke mere. Den psykologiske forklaring er, at vore systemer er på overarbejde. Fra instinkternes dyb mærker vi den eksistentielle usikkerhed i forhold til vores livsgrundlag både individuelt og samfundsmæssigt. Det påvirker vores følelser, som tager nogle ordentlige rutche-ture mellem angst, irritation, glæde og samhørighed – for nu bare at nævne nogle få. Og en sådan følelsesmæssig aktivitet sætter vores mentale kapacitet på overarbejde med alt, hvad det medfører af tankemylder, fantasier, kreativitet, fokus – og mangel på koncentration.

Derfor handler det om at finde fodfæste ved at gøre, hvad der skal til for at berolige såvel krop, følelser og tanker. Omsorg og venlighed er menneskelige kvaliteter, som vi har brug for at vise hinanden i en tid, hvor vi ikke altid er den bedste udgave af os selv. Derfor er vi nødt til at finde vores eget fodfæste ved at møde vores egen uro med omsorg og venlighed.

Min daglige struktur består af 4 nødvendige punkter: 1. Mit daglige yogaprogram – og for tiden giver det ro og tryghed at lade mig guide. 2. Få udvalgte øvelser, som giver en stærk kerne – men indtil videre mest ømme muskler. 3. At komme ud og bevæge mig og se horisonten – og sanse det ubemærkede forår 4. At passe min meditationspraksis dagligt.

Selvfølgelig får jeg også andet fra hånden -OG og der er tidspunkter, hvor jeg går rundt om mig selv i små cirkler. Det er normalt! Denne tid er uden fortilfælde og vi er alle rørt, ramt og rystede. Fra mit perspektiv som psykolog tænker jeg, at en rummelig struktur er med til at skabe en kærlig ramme, som vi alle har brug for. Der er brug for tid og ro til at fordøje og bundfælde en ændret virkelighed.

Kræver nye tider altid nye redskaber?

Uncategorized

Den menneskelige psykologi er tilpasningsdygtig men vores behov forandres kun langsomt.
Vi har brug for at høre til – så vi kan føle os betydningsfulde
Vi har brug for at vise hvad vi kan – så vi kan føle os kompetente
Vi har brug for åbne og tillidsfulde relationer – så vi kan føle os trygge
Tænkes det med i din organisation?
Tænker du det med som leder?

Hvad blev der egentlig af fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø, som understøtter trivsel og forebygger belastninger? Er det usynligheden og de manglende buzzwords, der gør det mindre attraktivt at arbejde med psykisk arbejdsmiljø? Er det travlheden? Er det mangel på overblik og prioritering?
Dagsordenen sættes i stedet af de mange erfaringer og fortællinger om højt tempo, mange og modstridende krav, krævende opgaver med deraf følgende belastningsreaktioner og stress-sygemeldinger.

Kan det være, at forandringsdiskursen har forblændet os med sin insisteren på, at alt er i forandring og til forhandling, og at vi må finde nye måder at navigere på i et ukendt terræn?
Kan det være, at vi har glemt det basale, fordi det er kendt (og kedelig) viden?
Har vi antagelsen om, at nye tider altid kræver nye redskaber?
Kunne det også være, at vi bedst møder det nye med det gamle i ryggen?
Kunne det være, at den mest bæredygtige og stabile udvikling skabes, når vi står på skuldrene af de mange erfaringer, vi allerede har gjort os?
Behøver vi egentlig at disrupte alt omkring os?

Når vi taler et godt psykisk arbejdsmiljø, så handler det om mange ting:
Tilhørsforhold til gruppen – er der en gruppe som anker ift stort og småt i dagligdagen – koordinering og faglig sparring – nogen, som har ens ryg? Har man kollegaer, som man kender og er tryg ved, som man kan drikke en nødvendig kop kaffe med, når der er brug for opmuntring og konstruktiv feedback?
Lederskab – Er der adgang til nærværende og opmærksom ledelse med hvem man i en tillidsfuld atmosfære kan drøfte opgaveløsning og prioritering, kvantitet og kvalitet?
Motivation – Arbejder man løbende på at prioritere og regulere balancen mellem begejstring og belastning? Er der plads i livet til det, der virkelig betyder noget?

At holde rummet

Personligt lederskab

Hvem holder du rummet for?
Hvem holder rummet for dig?

At ”holde rummet” er en metafor for det at skabe og opretholde en ramme for en gruppe af mennesker – både i materiel og psykologisk forstand.

Der er behov for Ramme og Rum som aldrig før.
Grænse Løsheden kryber ind under huden på os. På den ene side som et åbent felt af uanede muligheder. På den anden side som et svimlende sug uden ende.
Længslen efter ro, ramme og retning anes lige akkurat under overfladen. Responserne er mange og ikke altid hensigtsmæssige.
Mange ledere og medarbejdere overlever kun lige akkurat arbejdslivets mange møder, som ofte afløser hinanden i en lind strøm. De har lært sig at træde vande! Det vil sige, at de netop leverer det, der skal til under mødet. Intet mere – intet mindre! Forberedelse og opfølgning spænder det næste møde effektivt ben for. God ledelse kræver ramme og rum – at vi kan mødes og fokusere for en stund. Som at træde ind i et telt med teltdugens beskyttende ramme rundt om – og bålets gløder som et fælles fokuspunkt. Her samler man sig. Her stoler man på, at rammen har ens ryg. Her rykker man tættere sammen om bålet og varmer sig ved det fælles fokus. Her besinder man sig på, hvad man kommer fra, hvad man træder ind med, hvad man skal sammen – og hvordan det kommer til at ske.

Hvem holder du rummet for?
Hvem holder rummet for dig?