Vi må handle nu, sagde statsmin­is­teren en onsdag aften for snart længe siden.
Og danskerne tog hende på ordet og gik i Netto!
Når vi møder noget uforud­set og uvant er det for mange af os en umiddel­bar tilskyn­delse at handle os ud af det vanske­lige. Vi må gøre noget!

Det føles umiddel­bart godt at være i bevægelse og sætte i gang – også når krisen kradser. Og i øjeblikket arbejder mange på et nødvendigt højtryk for at hjælpe samfun­det helskindet igennem krisen. Samtidig udfor­dres mange også på ganske uvante færdighed­er: At vi skal holde os i ro derhjemme og afvente. At vi skal acceptere at vente på beslut­ninger. At vi skal acceptere, at meget stadig er uvist. At vi skal adlyde uden at udfor­dre. At vi skal forholde os til, at vores vante liv er aflyst.
Med andre ord: Evnen til at være til stede og udholde det, der er svært uden at kunne gøre noget. Evnen til at forblive i egen tvivl og usikker­hed uden at gribe til for tidlig handling. Evnen til at give slip uden at vide, hvad der er i vente.

Denne evne har et navn, nemlig negativ formåen – eller som jeg plejer at kalde det; Væren i venten. Det er en under­k­endt kompe­tence i vores tid. Ophavs­man­den til begre­bet er den engelske poet John Keats, som siger følgende:
”Negative Capabil­i­ty, that is when man is capable of being in uncer­tain­ties, myster­ies, doubts, without any irrita­ble reach­ing after fact & reason”

Hans sigte var sandsyn­ligvis at belyse den kreative proces med dens behov for at være vågen og dvæle samtidig – at fordybe sig som en forud­sæt­ning for at kunne skabe med kvalitet.

Begre­bet har levet et ret stille liv i den moderne psykolo­gi – dog har den psyko­dy­namiske tilgang taget begre­bet til sig.
For eksem­pel er forfat­teren Robert French kendt for følgende formu­ler­ing ”Negativ formåen antyder en særlig menneske­lig kapacitet til ”at rumme”: dvs. en kapacitet til at leve med og tolerere flerty­dighed­er og paradokser og være tilfreds med halv viden, til at tolerere angst og frygt og forblive i en tilstand af usikker­hed for at tillade fremkom­sten af nye tanker og forestill­inger” (Robert French 2002 )

Jeg bruger ofte begre­bet i forbindelse med lederud­dan­nelse og coach­ing af ledere og viden­sar­be­jdere. – og i første omgang mødes begre­bet ofte med protest­er som: – man kan da ikke bare sidde på hænderne, – ledere der ikke handler er svage, -jeg får det fysisk dårligt ved tanken om ikke at gøre noget.
Det peger på, at mange ledere – med rette – definer­er sig selv ud fra deres handlekom­pe­tencer. Og netop disse er udfor­dret for tiden, hvor meget stadig er uvist på en måde, som det slet ikke er til at være i.
Også derfor sættes der i værk, laves løsninger, inviteres til pænt mange online-møder. En foretag­somhed, som det måske kan være godt at trække vejret i forhold til. For handles der for at berolige sig selv og hinan­den – eller handles der, fordi det er klogt og nødvendigt?
Måske der også findes en vej i at tøve og holde mulighed­erne flydende lidt endnu. Ikke for at lade stå til – men for at handle veloverve­jet. Det kræver, at vi kan udholde og rumme vores eget følelses­mæs­sige ubehag imens. At turde være ved og være i vores egne følelser. At rumme angst, tvivl og usikker­hed. At lytte til, hvad vores følelser siger om, hvad der er på spil i og imellem os.
Ikke fordi vi skal fortabe os i dem – men fordi vi med fordel kan øge vores kapacitet til at være i en accept det vanske­lige, så vi kan handle ud fra vores mål og værdier uden at være drevet af frygt og ubehag.