Den menneske­lige psykolo­gi er tilpas­nings­dygtig men vores behov foran­dres kun langsomt.
Vi har brug for at høre til – så vi kan føle os betyd­nings­fulde
Vi har brug for at vise hvad vi kan – så vi kan føle os kompe­tente
Vi har brug for åbne og tillids­fulde relation­er – så vi kan føle os trygge
Tænkes det med i din organ­i­sa­tion?
Tænker du det med som leder?

Hvad blev der egentlig af fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø, som under­støt­ter trivsel og forebyg­ger belast­ninger? Er det usynlighe­den og de manglende buzzwords, der gør det mindre attrak­tivt at arbejde med psykisk arbejdsmiljø? Er det travl­he­den? Er det mangel på overb­lik og prior­i­ter­ing?
Dagsor­de­nen sættes i stedet af de mange erfaringer og fortællinger om højt tempo, mange og modstri­dende krav, krævende opgaver med deraf følgende belast­ningsreak­tion­er og stress-sygemeldinger.

Kan det være, at foran­drings­diskursen har forblæn­det os med sin insis­teren på, at alt er i foran­dring og til forhan­dling, og at vi må finde nye måder at navigere på i et ukendt terræn?
Kan det være, at vi har glemt det basale, fordi det er kendt (og kedelig) viden?
Har vi antagelsen om, at nye tider altid kræver nye redsk­aber?
Kunne det også være, at vi bedst møder det nye med det gamle i ryggen?
Kunne det være, at den mest bæredygtige og stabile udvikling skabes, når vi står på skuldrene af de mange erfaringer, vi allerede har gjort os?
Behøver vi egentlig at disrupte alt omkring os?

Når vi taler et godt psykisk arbejdsmiljø, så handler det om mange ting:
Tilhørs­forhold til gruppen – er der en gruppe som anker ift stort og småt i dagligda­gen – koordiner­ing og faglig sparring – nogen, som har ens ryg? Har man kolle­gaer, som man kender og er tryg ved, som man kan drikke en nødvendig kop kaffe med, når der er brug for opmuntring og konstruk­tiv feedback?
Leder­skab – Er der adgang til nærværende og opmærk­som ledelse med hvem man i en tillids­fuld atmos­fære kan drøfte opgaveløs­ning og prior­i­ter­ing, kvantitet og kvalitet?
Motiva­tion – Arbejder man løbende på at prior­itere og regulere balan­cen mellem begejstring og belast­ning? Er der plads i livet til det, der virke­lig betyder noget?