Vi taler meget om forde­lene ved møder og kontakt via Skype, Zoom og Teams. Udover den åbenl­yse fordel i, at møderne er garan­teret smitte­frie, så udråbes virtuelle møder, hjemmear­be­jde og online learn­ing som infra­struk­turen i fremti­dens organ­i­sa­tion og læring. For et møde på Teams er både effek­tivt og tidsbe­sparende – sikke en produk­tivitet!

Efter­hån­den som jeg gør mig min erfaringer på de forskel­lige medier bliver det også tydeligt, hvad de ikke kan! Kontak­ten bliver under­lig flad. Man er sammen – og så alligev­el ikke. På Zoom fortaber detal­jerne i den enkeltes ansigt sig, hvis galleri­et er stort nok. På Teams ser man ofte kun de sidste 4 person­er, der har sagt noget. På Skype er der ofte milisekun­ders forskel på billede og lyd.
Så produk­tiviteten er muligvis stor på den korte bane – men vi mister også noget vigtigt. Og konsekvensen begyn­der mange at kunne mærke.

For hvad gør det ved os at have siddet usynligt med til et møde uden at have sagt noget? Eller omvendt at have sagt noget vigtigt uden at have fået respons?
Det kan sende både krop, tanker og følelser på akut overar­be­jde.
For dybest set er vi højt-socialis­erede flokpat­tedyr med behov for at høre til.
Relation­er er menneske­lig kontak­tlim. Når vi er sammen med andre har vi den ultima­tive mulighed for at afstemme eller kalibrere vores eget og den andens nervesys­tem. Når det lykkes os at skabe god kontakt og mærke resonansen fra hinan­den, så kan vi bedre mærke os selv. Det giver tryghed og gør os godt tilpas – hvilket gavner både intellekt og kerneop­gave.
Når der er uklarhed og der ikke er mulighed for at afstemme tvivl, efter­lades vi ofte med en følelse af indre uro og ubehag. Den indre ordløse sporhund rører på sig. Det kan sætte psyken på overar­be­jde og kan føre til nedtryk­thed og tilbagetrækn­ing. Lige nu er det ekstra hårdt at opleve sig i udkan­ten af organ­i­sa­tio­nen – at være frit svævende uden at vide, om man er købt eller solgt.

Samtidig forbinder vi os med hinan­den på mange subtile niveauer gennem brug af vore sanser ved at obser­vere og spejle kropssprog og ansigt­sudtryk. Disse ofte ubevid­ste men effek­tive process­er har vanske­lige vilkår, når vi hver især sidder foran skærmen og dybest set er udlev­erede til os selv.

Det er nu, vi for alvor mærker effek­ten af at have været i undtagelses­til­stand længe. Vi har brugt vores lager af kriseen­er­gi og reaktion­erne sætter ind.
Mange håndter­er dette midler­tidi­ge vilkår klogt – OG jeg erfar­er, at der også er plads til forbedring – her kommer nogle konkrete forslag:
1. Skru OP for person­aleledelsen – også selvom der er travlt med krises­tyring
Det kan gøres med et ugentlig teammøde – og ved ugentligt eller dagligt at ringe den enkelte medar­be­jder op. Husk at tal om, hvordan I har det – særligt nu, hvor det for mange bliver svært at bevare optimis­men og perspek­tivet.
2.Vær opmærk­som på kolle­gaer, der trækker sig og holder sig under radarhøjde. Det kan godt være, at de har en fest med uforstyrret at arbejde derhjemme, men det kan lige så godt være, at de er gået helt i stå – og skammer sig over det. Kontakt dem – og lav aftaler om, hvordan kontak­ten holdes.
3.Kvittér efter de virtuelle møder. Ring eller skriv for at samle op, både hvis der er behov for at give anerk­endelse eller drøfte noget nærmere.
4. Søg afklar­ing, hvis noget nager dig. Chancen for at forfalde til organ­isatorisk paranoia er større end nogensinde, fordi vi er overladt til os selv. Så check og saml op, hvis du mærker behovet.

Poesi er nødvendig for at rumme en tid som denne – Benny Ander­sen siger sådan: ”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti. Hør, hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Da er vi begge til stede!”