Det kræver et menneske..

Stresshåndtering

Åbenbarin­gen i Skive

En våd dansk sommerdag i Skive viste sig fra en overrask­ende vinkel. En kraftig byge blev afløst af opholdsve­jr – et opholdsve­jr som kastede den helt rette belysning på en skulp­tur.
I sig selv lignede det forfra et kedeligt motiv – en trivelig figur ovenpå en plade.
Men netop som jeg gik forbi, kom solen frem – og fremkaldt i den rette vinkel foldede motivet sig ud og blev til kunst med en helt særlig pointe.

Skulp­turen står foran en skole – og i forbindelse med indvielsen i 2009 sagde kunst­neren Søren Vester ”Det kræver et menneske at holde balan­cen i livet.
I den balance indgår ansvaret for sig selv og hinan­den og en forståelse for, at vi hverken er eller skal være perfek­te mennesker. Det er fejltrinnene og det uperfek­te, der gør livet smukt. Det kræver et menneske – og det menneske er ikke figur­er som Obama, Lars Løkke eller Spider­man – det er dig og mig”. Som det fremgår af silhuet­ten og materi­alet er der lige præcis tale om et helstøbt menneske i al sin ufuld­kom­men­hed – robust bygget, med knaster, åbne arme – og på vej! Det kræver et menneske!

Tag dig selv alvorligt – du er bedst egnet til netop denne opgave
Det er, som det er! Du er, som du er! Og alligev­el kan vi ikke lade være med at måle os op imod hinan­den. Det er der meget godt at sige om, for sund konkur­rence inspir­erer os til at yde det bedste, vi kan – og lidt til! Og vi bliver  nødt til løbende at arbejde på at udvikle og finpudse vores kompe­tencer.

Desværre kan det også føre til megen ensomhed og mindreværd. Det ser jeg, når jeg arbejder med stress­ramte fagpro­fes­sionelle og ledere i coach­ing­for­løb. For når vi måler os op mod andre, så glemmer vi let, at vi måler vores egen inder­side op mod andres yderside. 
Ydersi­den rummer os selv i det organ­isatorisk pæne tøj med adfær­den rettet mod at lykkes i den givne sammen­hæng. Inder­si­den rummer så meget mere – vores tanker, følelser og sansninger – vores tvivl og overve­jelser over egen duelighed.
Ensomhe­den opstår, når man alene måler sin egen uformåen­hed op mod andres duelighed og ender med at veje sig for let. Derfor er det vigtigt at dele – både hvad vi sanser, føler og tænker. Ikke fordi vi nødvendigvis kan handle på det. Men fordi der altid er et vigtigt infor­ma­tions­bud­skab i både sansninger, følelser og tanker. Det kan man naturligvis godt tænke sig frem til alene. Men den resonans – den særlige følelse af klang­bund, der kan opstå, når man deler med andre er uovertruf­fen.
Det svarer til forskellen på kun at have negativet fremfor at fremkalde billedet.

Du kan til enhver tid tage bestik i dit eget landskab ved at tune ind på 3 forskel­lige kanaler, som hver giver adgang til en særlig kvalitet:
Sansnin­gens kvalitet: Hvad mærker jeg i kroppen?
Hvad kan disse sansninger mon fortælle mig?
Følelsernes kvalitet: Hvilke følelser fylder hos mig?
Hvilke værdier og behov udgør mon bagtæp­pet for disse følelser?
Tankernes kvalitet: Hvilke tanker fylder hos mig?
Hvilke små tanker kan jeg blot ane kontur­erne af?
Hvad handler det om?

At have adgang til at holde øje med, hvad der er på spil kan naturligvis føre til overvældelse – for vi har alle en myriade af tanker, følelser og sansninger.  Menin­gen er heller ikke at fortabe sig i det erfarede,  – men at belyse hvad der er på spil og at dvæle ved det med det formål at få færten af det væsentlige, som det kan give mening at fremkalde – sammen!
 

Taget af bølgen – igen

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Jeg holder vældig meget af Sjællands milde og venlige sandstrande, hvor vandet skvulper roligt frem og tilbage. Det har sin egen forklar­ing. Jeg er vokset op på kanten af Vestjyl­land. Når vi skulle til stran­den, tog vi til Vester­havet.

Vester­havet bød på en særlig slags spænd­ing med under­strøm og heste­huller – brænd­ing og bølger. Vi børn blev advaret, instrueret og mandsopdækket. Trods alle forhold­sre­gler, så skete det enkelte gange, at bølgen tog mig! Jeg kan stadig huske fornem­melsen af en overvældende brusende bølge, under­strøm­men på vej ud, der fik sandet til at piske rundt om mine ankler og mig til at miste fodfæstet og blive hvirvlet ind i en centrifuge – miste fornem­melsen af, hvad der var op og ned og få munden fyldt med saltvand. Det var angst­fyldte øjeblikke, indtil jeg igen havde sand under fødderne og hovedet oven vande.

Sådan er vi mange, der har det med vores følelser. Når vi mindst venter det, overrum­ples vi af stærke indre oplevelser, som vi kun vanske­ligt kan sætte ord på, men som opleves overvældende.
Nogle mærker det kun som små bølgeskvulp, mens andre oplever at miste fodfæstet helt for en stund, når de bliver fejet væk af den emotionelle bølge. På mine kurser bliver jeg ofte spurgt: Hvordan kan jeg kommu­nikere klogt, når jeg er i mine følelsers vold? Mit svar er altid: Det kan du ikke! Det kræver en forklar­ing.

Følelser? Kan de ikke bare blive hjemme!
For nylig har der været synspunk­ter fremme om, at vi da bare kan lade følelserne blive hjemme, når vi går på arbejde.Det med følelser er ikke så fint, de er noget uvelkomne i et travlt arbejd­sliv, hvor vi skal have overb­lik og styr på det. Problemet er bare, at det svarer til at bede Vester­havet lægge sig på en storm­fuld efterårs­dag.
Følelserne slår til, når vi mindst venter det og har det med at spænde ben for vores fornuft. Pludselig er man sendt til tælling af en pænt stor Vester­havs­bølge, der overrum­pler, fejer benene væk  og sender een ind i en sand centrifuge, hvor det kan være  svært at afgøre, hvad der er op og ned.

Vi er hele mennesker – også når vi går på arbejde.
Vi forlad­er os på, at vores rationelle jeg kan stå distan­cen, men her er det vigtigt at huske, at vores hjerne er tredelt og rummer både:
1. Neocor­tex – tanker, intellekt, den kogni­tive kapacitet
2. Det limbiske system – følelser, samhørighed, tilknyt­ning
3. Reptil­h­jer­nen – sansninger, overlevelses­funk­tion­er, den ordløse sporhund
Når vi bliver overvældet af vores følelser, så sker der populært sagt det, at neocor­tex oversvømmes, så vi ikke har fuld adgang til vores dømmekraft og sunde fornuft. Derfor er det sjældent en god ide at handle direk­te på følelses­mæs­sige impulser. Til gengæld er det vigtigt at lade bølgen lægge sig og tage bestik – før der kommu­nikeres og handles. Hvordan gør man så det?

Registrér, analysér og aktivér
Først og fremmest kan du træne din evne til at REGISTRERE, hvornår du bliver overvældet af dine følelser. Hvordan mærkes det i kroppen, hvad sker der i hovedet? I situa­tio­nen skal du ikke gøre andet end at holde dig i ro og trække vejret dybt. Og er bølgen stor, søg så tilbage til en tryg og uforstyrret ramme (og det kan være svært i et storrums kontor, men hold evt en pause, tag en tur på trappen, gå udenfor) Giv det tid – for er Bølgen stor, så er der noget vigtigt på spil. Er det svært, så husk bølgens natur: Den bygger op, kammer over og flader ud – sådan er det også med følelser.

Dernæst er det tid til at ANALYSEREFor enhver følelse – positiv som negativ – er kilde til vigtig viden!
Viden om, hvad vi har brug for og hvad der er vigtigt i livet. Spørg derfor dig selv: Hvad var det i situa­tio­nen, der satte følelses­bøl­gen i gang? Hvad handler det mon om? Hvilket udækket behov er mon på spil her? Hvilken vigtig værdi vil gerne have en stemme? Fik jeg ikke svar på mine spørgsmål Oplevede jeg mig fejet af? Fik vi ikke talt nok om det, der er vigtigt for mig?

Så langt så godt. Og dette analy­sear­be­jde er dit. Måske rækker det, fordi du bliver klogere på dig selv. Måske får du øje på, at der skal handles. Hvis du vælger at AKTIVERE behøver du ikke at invol­vere din chef eller kolle­gaer i din analyse. Din arbejd­splads behøver ikke  nødvendigvis at vide, hvad der foregår i dit indre landskab. Det kan være Too Much Infor­ma­tion. Aktiverin­gen handler om, at give dine behov og værdier stemme i form af formu­leringer som:
“Jeg har brug for at vi…”
“Kunne det være muligt at vi…”
“Jeg kunne godt tænke mig at.. hvad siger du til det?”

Motivér dig selv – indefra!

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Motiva­tion vs 3.0
Fornylig demotiverede jeg mig selv. Seriøst! Jeg under­viste i motiva­tion og greb mig selv i at bruge et oplæg, som jeg inder­st inde godt vidste er forældet. Og jeg mærkede min egen længsel – der må være noget mere og andet!? Og jeg beslut­tede at trække en streg i sandet og opgradere på stedet. Maslow og Herzberg har givet glimrende svar på, hvad der motiver­er mennesker – for 50 år siden! Det er stadig god basal viden – men der mangler noget! For det viser sig, at selvom pisk og gulerod kan være nødvendigt, så motiver­er det kun i meget ringe grad på den korte bane og kan være decideret skadeligt på den lange bane. Begge dele er afluret forlængst og imponer­er ikke nogen. Alligev­el bruges metoderne flittigt i organ­i­sa­tion­erne.

Vi bliver vi let afhængige af ydre motiva­tions­fak­tor­er. Og organ­i­sa­tion­er kalder på resul­tater og præsta­tion­er. Der er ikke noget galt i at længes efter en rask beløn­ning. Eller acceptere, at man for en tid udfør­er sit arbejde med ulyst. Men i længden holder det ikke. Vi skal soge motiva­tio­nen der, hvor kilden springer. Det handler om en indre følelse af glæde og tilfred­shed, som opstår når man arbejder på noget, der giver mening. Velkom­men til Motiva­tion 3.0.!

Autono­mi, mestring og formål
Det særlige ved den indefra kommende motiva­tion er, at den er anderledes beløn­nende, fordi man får fat på grundlæggende motiv­er og drivkræfter. Og at gevin­sten er at finde i selve aktiviteten fremfor andres vurder­ing af den. At gøre det vigtige først er simpelthen beløn­nende i sig selv. Det kan give anled­ning til en grundig hovedrengøring, og hvor skal man så starte? Forskerne Devy og Rice er gennem solid empirisk forskn­ing nået frem til, at den indefrak­om­mende motiva­tion drives af; Autono­mi, Mestring og Formål.

Autono­mi 
Mulighe­den for på afgørende områder at bestemme selv og have indfly­delse på opgaver, tilret­telæggelse og fokus
Mestring
At kunne lære, lege, træne sig frem til et højt færdighed­sniveau.
Formål
At have et klart billede af, hvad man ønsker at stille sin arbejdsind­sats til rådighed for.

Skab liv og lyst
Autono­mi – hvd vil du bestemme selv?
Med Kierkegaards ord lever vi udspændt mellem nødvendighed og mulighed. Der er mængder af rammer og vilkår, som vi ikke kan rokke ved. Men det skal ikke hindre i at under­søge, hvilke mulighed­er, selv den strammeste ramme kan fravristes. Så her er der en opgave: Hvor i dit arbejd­sliv er det ganske afgørende, at du kan bestemme. Dernæst er der tre trin:
1.Afgræns dit mulighed­srum
2.Vælg dit fokus
3.Søg max indfly­delse.

Mestring – stræb efter et højt niveau!
Ikke et ondt ord om kompe­tencesurf­ing og job-swop – men kender du til længslen efter at kunne mestre en disci­plin på højt niveau? Hvad vil du gerne være rigtig god til? Og her taler vi om hårdt arbejde og disci­plin i årevis, så du har et hæderligt bundniveau selv på en halvdårlig dag? Hvor er du indstil­let på at forædle, træne, forfine og udforske og til at holde ud, når det gør ondt fordi du ikke oplever at komme ud af stedet? Ikke fordi der venter en beløn­ning i den anden ende, men ganske enkelt fordi det er beløn­nende i sig selv at udforske og forbedre og vide, at dit niveau løfter sig. I forhold til hvilke konkrete kompe­tencer er du villig til at gøre, hvad der skal til – og blive ved – og opleve, at indsat­sen bærer lønnen i sig selv?

Formål – hvorfor gør du det?
Vi er meningssø­gende og meningssk­abende. Netop derfor giver det god mening med jævne mellem­rum at stoppe op og under­søge: Hvad vil jeg gerne stille min arbejdsind­sats til rådighed for? Så hvordan ser bundlin­ien i dit person­lige regnskab ud? Det kræver, at du kender dig selv og dine værdier – og lytter!
Gevin­sten er, at du vil opleve det mere tilfredsstil­lende at levere varen – og at du måske bliver bedre til at vælge de opgaver, som er beløn­nende i sig selv, fordi de giver mening. Og nej, du hehøver ikke skifte karierre – det gode formål kan ofte med lidt opmærk­somhed findes lige der, hvor du er! For det er der vel en rigtig god grund til.….