Jeg kan godt se dig, men jeg kan ikke rigtig mærke dig!

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Vi taler meget om forde­lene ved møder og kontakt via Skype, Zoom og Teams. Udover den åbenl­yse fordel i, at møderne er garan­teret smitte­frie, så udråbes virtuelle møder, hjemmear­be­jde og online learn­ing som infra­struk­turen i fremti­dens organ­i­sa­tion og læring. For et møde på Teams er både effek­tivt og tidsbe­sparende – sikke en produk­tivitet!

Efter­hån­den som jeg gør mig min erfaringer på de forskel­lige medier bliver det også tydeligt, hvad de ikke kan! Kontak­ten bliver under­lig flad. Man er sammen – og så alligev­el ikke. På Zoom fortaber detal­jerne i den enkeltes ansigt sig, hvis galleri­et er stort nok. På Teams ser man ofte kun de sidste 4 person­er, der har sagt noget. På Skype er der ofte milisekun­ders forskel på billede og lyd.
Så produk­tiviteten er muligvis stor på den korte bane – men vi mister også noget vigtigt. Og konsekvensen begyn­der mange at kunne mærke.

For hvad gør det ved os at have siddet usynligt med til et møde uden at have sagt noget? Eller omvendt at have sagt noget vigtigt uden at have fået respons?
Det kan sende både krop, tanker og følelser på akut overar­be­jde.
For dybest set er vi højt-socialis­erede flokpat­tedyr med behov for at høre til.
Relation­er er menneske­lig kontak­tlim. Når vi er sammen med andre har vi den ultima­tive mulighed for at afstemme eller kalibrere vores eget og den andens nervesys­tem. Når det lykkes os at skabe god kontakt og mærke resonansen fra hinan­den, så kan vi bedre mærke os selv. Det giver tryghed og gør os godt tilpas – hvilket gavner både intellekt og kerneop­gave.
Når der er uklarhed og der ikke er mulighed for at afstemme tvivl, efter­lades vi ofte med en følelse af indre uro og ubehag. Den indre ordløse sporhund rører på sig. Det kan sætte psyken på overar­be­jde og kan føre til nedtryk­thed og tilbagetrækn­ing. Lige nu er det ekstra hårdt at opleve sig i udkan­ten af organ­i­sa­tio­nen – at være frit svævende uden at vide, om man er købt eller solgt.

Samtidig forbinder vi os med hinan­den på mange subtile niveauer gennem brug af vore sanser ved at obser­vere og spejle kropssprog og ansigt­sudtryk. Disse ofte ubevid­ste men effek­tive process­er har vanske­lige vilkår, når vi hver især sidder foran skærmen og dybest set er udlev­erede til os selv.

Det er nu, vi for alvor mærker effek­ten af at have været i undtagelses­til­stand længe. Vi har brugt vores lager af kriseen­er­gi og reaktion­erne sætter ind.
Mange håndter­er dette midler­tidi­ge vilkår klogt – OG jeg erfar­er, at der også er plads til forbedring – her kommer nogle konkrete forslag:
1. Skru OP for person­aleledelsen – også selvom der er travlt med krises­tyring
Det kan gøres med et ugentlig teammøde – og ved ugentligt eller dagligt at ringe den enkelte medar­be­jder op. Husk at tal om, hvordan I har det – særligt nu, hvor det for mange bliver svært at bevare optimis­men og perspek­tivet.
2.Vær opmærk­som på kolle­gaer, der trækker sig og holder sig under radarhøjde. Det kan godt være, at de har en fest med uforstyrret at arbejde derhjemme, men det kan lige så godt være, at de er gået helt i stå – og skammer sig over det. Kontakt dem – og lav aftaler om, hvordan kontak­ten holdes.
3.Kvittér efter de virtuelle møder. Ring eller skriv for at samle op, både hvis der er behov for at give anerk­endelse eller drøfte noget nærmere.
4. Søg afklar­ing, hvis noget nager dig. Chancen for at forfalde til organ­isatorisk paranoia er større end nogensinde, fordi vi er overladt til os selv. Så check og saml op, hvis du mærker behovet.

Poesi er nødvendig for at rumme en tid som denne – Benny Ander­sen siger sådan: ”Ånd på mit hjerte og tæl så til ti. Hør, hvor det vågner af glæde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi. Da er vi begge til stede!”

Om at bære vægten af sit eget følelsesliv

Personligt lederskab, Stresshåndtering, Uncategorized

Vi har alle taget os grundigt sammen de seneste uger og mobilis­eret store mængder af psykisk energi på at rumme og begribe vores nye og ændrede virke­lighed. Mange er ved at være godt trætte. Af at yde det ekstra­ordinære.
Af uvishe­den. Af at tillære sig nye færdighed­er. Af manglen på vores vante struk­tur­er og rutin­er.
Metal­træthe­den indfind­er sig – og det kan knibe med den indre ligevægt.
Susan Hart, som arbejder med neuroaf­fek­tiv psykolo­gi siger det sådan her:
”Når mennesker føler sig presset og har svært ved at nå det hele, press­es nervesys­temet, og regres­sion­er forekom­mer. Først mistes evnen til at struk­turere, målrette sine opgaver og skelne mellem det, der haster og det, der kan vente. Dernæst får man nemt ved at se andres fejl, mens det kan være svært at se, hvordan man fx selv bidrager til den dårlige stemn­ing. Derefter starter bebre­jdelserne, og man tillæg­ger andre skylden for vanske­lighed­erne eller bliver selvbe­bre­j­dende” (Susan Hart, 2013)

Lige nu står vi i en situa­tion, hvor vi er nødt til at bære vægten af vores eget følelses­liv. Vi mangler de sædvan­lige gøremål og distrak­tion­er, når noget stram­mer til indvendigt. Vi længes efter hinan­den til at berolige og kalli­brere vore nervesys­te­mer. Det handler om savnet af den menneske­lige kontakt og den livgivende følelses­mæs­sige resonans, vi almin­deligvis får af at være sammen. Her er Zoom og Teams kun ringe erstat­ninger.

Mange vil derfor opleve, at den første foretag­somme energi bliver afløst af reaktion­er, der stikker dybere. En opgiven­hed, et mismod, en tåge….

Erkendelsen lagrer sig. Det kommer til at tage tid – også selvom det allerede har varet længe. Struk­turen smuldr­er måske lidt i hjørn­erne. Du bliver irrita­bel sidst på dagen – og det på et split­sekund. Emotion­aliteten skvulper over. Det går ud over de nærmeste – dem, som vi er udlev­eret til 24/7 på godt og ondt.
Måske føles det lidt skamfuldt. For vi har jo læst og hørt de gode råd: Du skal have struk­tur på din hjemmear­be­jds­dag, og bruge din disci­plin, så du får gjort, hvad du skal.

Mange har til daglig gode erfaringer med at skelne mellem deres profes­sionelle jeg og deres private jeg, eller i alt fald at sørge for at balancere følelser og fornuft nogen­lunde passende. Men skillevæggen er blevet tynd. Kontor og stue går i eet.
Intellek­tet får kamp til stregen, når vi uventet bliver taget af en følelses­mæs­sig bølge. Det kan føles som om, følelserne igen og igen kaprer fornuften.

Hvad kommer først? Følelsen eller tanken? Det strides forskel­lige tradi­tion­er inden for psykolo­gien stadig om.
Oplevelsen for de fleste vil nok være, at vi HAR både følelser og tanker – og at vi er på spanden når vi ER vores følelser og tanker.
Vi bliver for tiden mindet grundigt om, at vi er hele mennesker med både instinkt, følelser og intellekt. Den ordløse sporhund vejrer fare, følelserne har deres eget liv og intellek­tet er hårdt presset i forhold til at holde styr på det hele. Kort sagt er arbejd­ska­paciteten nedsat, fordi vore syste­mer er på overar­be­jde.

Hvordan tager vi venligt hånd om os selv, når vi bliver overvældet af vores følelser? Her tror jeg, at vi har brug for små, enkle redsk­aber til at balancere os med, når bølge­gan­gen melder sig.
Tretrin­sraket­ten hedder her: Registrér, analysér og aktivér!
Det kan der være behov for flere gange i løbet af dagen – måske sidst på efter­mid­da­gen, hvor energien er brugt – eller efter et virtuelt møde, der efter­lod en under­lig fornem­melse.
1. Registrér hvordan det mærkes i kroppen og hvad der sker i hovedet. Træk vejret, sænk skuldrene og hold pause et sted, hvor du er tryg. Giv dig selv lidt tid og husk bølgens natur: Den bygger op, kammer over og flader ud – sådan er det også med følelser.
2. Analysér ved at spørge dig selv, hvad der mon udløste reaktio­nen? Hvilke udækkede behov er mon på spil her? Hvilken vigtig værdi vil gerne have en stemme? Med andre ord: Hvad har du brug for, så du kan balancere dig selv?
Så langt så godt – og analy­sen er din. Måske rækker det, fordi du blev lidt klogere på dig selv – måske er der brug for handling.
3. Aktivér ved at vælge ét enkelt skridt inden­for dit eget råderum. Måske skal du ringe til kolle­gaen for lige at samle op? Måske er det på tide at gå en kort tur og få perspek­tivet på plads ved horison­tens hjælp?

Det kan være besværligt at have følelserne med på arbejde, særligt når arbejdet er derhjemme. Omvendt kan følelser give vigtig infor­ma­tion om, hvordan det samlet set står til, så man kan fodre sig selv klogt.

Væren i Venten

Forandringsledelse, Personligt lederskab, Stresshåndtering

Vi må handle nu, sagde statsmin­is­teren en onsdag aften for snart længe siden.
Og danskerne tog hende på ordet og gik i Netto!
Når vi møder noget uforud­set og uvant er det for mange af os en umiddel­bar tilskyn­delse at handle os ud af det vanske­lige. Vi må gøre noget!

Det føles umiddel­bart godt at være i bevægelse og sætte i gang – også når krisen kradser. Og i øjeblikket arbejder mange på et nødvendigt højtryk for at hjælpe samfun­det helskindet igennem krisen. Samtidig udfor­dres mange også på ganske uvante færdighed­er: At vi skal holde os i ro derhjemme og afvente. At vi skal acceptere at vente på beslut­ninger. At vi skal acceptere, at meget stadig er uvist. At vi skal adlyde uden at udfor­dre. At vi skal forholde os til, at vores vante liv er aflyst.
Med andre ord: Evnen til at være til stede og udholde det, der er svært uden at kunne gøre noget. Evnen til at forblive i egen tvivl og usikker­hed uden at gribe til for tidlig handling. Evnen til at give slip uden at vide, hvad der er i vente.

Denne evne har et navn, nemlig negativ formåen – eller som jeg plejer at kalde det; Væren i venten. Det er en under­k­endt kompe­tence i vores tid. Ophavs­man­den til begre­bet er den engelske poet John Keats, som siger følgende:
”Negative Capabil­i­ty, that is when man is capable of being in uncer­tain­ties, myster­ies, doubts, without any irrita­ble reach­ing after fact & reason”

Hans sigte var sandsyn­ligvis at belyse den kreative proces med dens behov for at være vågen og dvæle samtidig – at fordybe sig som en forud­sæt­ning for at kunne skabe med kvalitet.

Begre­bet har levet et ret stille liv i den moderne psykolo­gi – dog har den psyko­dy­namiske tilgang taget begre­bet til sig.
For eksem­pel er forfat­teren Robert French kendt for følgende formu­ler­ing ”Negativ formåen antyder en særlig menneske­lig kapacitet til ”at rumme”: dvs. en kapacitet til at leve med og tolerere flerty­dighed­er og paradokser og være tilfreds med halv viden, til at tolerere angst og frygt og forblive i en tilstand af usikker­hed for at tillade fremkom­sten af nye tanker og forestill­inger” (Robert French 2002 )

Jeg bruger ofte begre­bet i forbindelse med lederud­dan­nelse og coach­ing af ledere og viden­sar­be­jdere. – og i første omgang mødes begre­bet ofte med protest­er som: – man kan da ikke bare sidde på hænderne, – ledere der ikke handler er svage, -jeg får det fysisk dårligt ved tanken om ikke at gøre noget.
Det peger på, at mange ledere – med rette – definer­er sig selv ud fra deres handlekom­pe­tencer. Og netop disse er udfor­dret for tiden, hvor meget stadig er uvist på en måde, som det slet ikke er til at være i.
Også derfor sættes der i værk, laves løsninger, inviteres til pænt mange online-møder. En foretag­somhed, som det måske kan være godt at trække vejret i forhold til. For handles der for at berolige sig selv og hinan­den – eller handles der, fordi det er klogt og nødvendigt?
Måske der også findes en vej i at tøve og holde mulighed­erne flydende lidt endnu. Ikke for at lade stå til – men for at handle veloverve­jet. Det kræver, at vi kan udholde og rumme vores eget følelses­mæs­sige ubehag imens. At turde være ved og være i vores egne følelser. At rumme angst, tvivl og usikker­hed. At lytte til, hvad vores følelser siger om, hvad der er på spil i og imellem os.
Ikke fordi vi skal fortabe os i dem – men fordi vi med fordel kan øge vores kapacitet til at være i en accept det vanske­lige, så vi kan handle ud fra vores mål og værdier uden at være drevet af frygt og ubehag.

At finde og fodre sit fodfæste venligt i Corona-tiden

Personligt lederskab, Stresshåndtering

Først i marts var mit store problem, hvordan jeg skulle komme helskindet igennem en usædvan­lig travl måned. Så slog Corona til! Kalen­deren blev over en efter­mid­dag gabende tom, og den vante daglige ramme og struk­tur er væk. Jeg kniber mig selv i armen på daglig basis. For på den ene side har jeg fået, hvad jeg bad om: Mere tid til fordy­belse. Sidegevin­sterne er til gengæld uønskede: Rastløshed, maglende evne til koncen­tra­tion og følelses­mæs­sig overvældelse. Det kræver sit at holde hovedet klart og hjertet varmt.

Som bekendt er den klassiske defin­i­tion på krise, at man befind­er sig i en situa­tion, hvor det ikke er muligt at komme videre med de vante og velkendte strate­gi­er. Lige nu kender fantasien ingen grænser. Mange forsøger af nød at tænke ud af boksen, gentænke deres forret­ning, finde nye veje og produk­ter, skabe on-line platforme til nødvendi­ge møder og kommu­nika­tion. Omvendt møder vi også i kriser os selv på godt og ondt. Man kan sige, at både vores bedste og værste sider forstør­res under pres. Vi bruger kendte strate­gi­er til at få greb om og håndtere denne for os alle ukendte situa­tion. Nogle laver yderst detal­jerede skemaer for dagen – andre lader stå til og tager det hele, som det kommer.

Da mine børn er store og uden behov for hjemmeskol­ing har jeg god tid til at kigge indad. Min psyke opfør­er sig desværre som min noget bedagede Iphone. Den har nemlig på det seneste udviklet et mærke­ligt fænomen: Det ene øjeblik er der 49% strøm – det næste øjeblik er der kun 2%. Sådan mærker jeg det også: Det ene øjeblik er jeg ganske energi­fyldt og foretag­som – det næste øjeblik sidder jeg punkteret i sofaen og kan ikke mere. Den psykol­o­giske forklar­ing er, at vore syste­mer er på overar­be­jde. Fra instink­ternes dyb mærker vi den eksis­ten­tielle usikker­hed i forhold til vores livsgrund­lag både individu­elt og samfundsmæs­sigt. Det påvirk­er vores følelser, som tager nogle ordentlige rutche-ture mellem angst, irrita­tion, glæde og samhørighed – for nu bare at nævne nogle få. Og en sådan følelses­mæs­sig aktivitet sætter vores mentale kapacitet på overar­be­jde med alt, hvad det medfør­er af tanke­mylder, fantasi­er, kreativitet, fokus – og mangel på koncen­tra­tion.

Derfor handler det om at finde fodfæste ved at gøre, hvad der skal til for at berolige såvel krop, følelser og tanker. Omsorg og venlighed er menneske­lige kvaliteter, som vi har brug for at vise hinan­den i en tid, hvor vi ikke altid er den bedste udgave af os selv. Derfor er vi nødt til at finde vores eget fodfæste ved at møde vores egen uro med omsorg og venlighed.

Min daglige struk­tur består af 4 nødvendi­ge punkter: 1. Mit daglige yogapro­gram – og for tiden giver det ro og tryghed at lade mig guide. 2. Få udval­gte øvelser, som giver en stærk kerne – men indtil videre mest ømme muskler. 3. At komme ud og bevæge mig og se horison­ten – og sanse det ubemærkede forår 4. At passe min medita­tion­sprak­sis dagligt.

Selvføl­gelig får jeg også andet fra hånden -OG og der er tidspunk­ter, hvor jeg går rundt om mig selv i små cirkler. Det er normalt! Denne tid er uden fortil­fælde og vi er alle rørt, ramt og rystede. Fra mit perspek­tiv som psykolog tænker jeg, at en rummelig struk­tur er med til at skabe en kærlig ramme, som vi alle har brug for. Der er brug for tid og ro til at fordø­je og bundfælde en ændret virke­lighed.

Kræver nye tider altid nye redskaber?

Uncategorized

Den menneske­lige psykolo­gi er tilpas­nings­dygtig men vores behov foran­dres kun langsomt.
Vi har brug for at høre til – så vi kan føle os betyd­nings­fulde
Vi har brug for at vise hvad vi kan – så vi kan føle os kompe­tente
Vi har brug for åbne og tillids­fulde relation­er – så vi kan føle os trygge
Tænkes det med i din organ­i­sa­tion?
Tænker du det med som leder?

Hvad blev der egentlig af fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø, som under­støt­ter trivsel og forebyg­ger belast­ninger? Er det usynlighe­den og de manglende buzzwords, der gør det mindre attrak­tivt at arbejde med psykisk arbejdsmiljø? Er det travl­he­den? Er det mangel på overb­lik og prior­i­ter­ing?
Dagsor­de­nen sættes i stedet af de mange erfaringer og fortællinger om højt tempo, mange og modstri­dende krav, krævende opgaver med deraf følgende belast­ningsreak­tion­er og stress-sygemeldinger.

Kan det være, at foran­drings­diskursen har forblæn­det os med sin insis­teren på, at alt er i foran­dring og til forhan­dling, og at vi må finde nye måder at navigere på i et ukendt terræn?
Kan det være, at vi har glemt det basale, fordi det er kendt (og kedelig) viden?
Har vi antagelsen om, at nye tider altid kræver nye redsk­aber?
Kunne det også være, at vi bedst møder det nye med det gamle i ryggen?
Kunne det være, at den mest bæredygtige og stabile udvikling skabes, når vi står på skuldrene af de mange erfaringer, vi allerede har gjort os?
Behøver vi egentlig at disrupte alt omkring os?

Når vi taler et godt psykisk arbejdsmiljø, så handler det om mange ting:
Tilhørs­forhold til gruppen – er der en gruppe som anker ift stort og småt i dagligda­gen – koordiner­ing og faglig sparring – nogen, som har ens ryg? Har man kolle­gaer, som man kender og er tryg ved, som man kan drikke en nødvendig kop kaffe med, når der er brug for opmuntring og konstruk­tiv feedback?
Leder­skab – Er der adgang til nærværende og opmærk­som ledelse med hvem man i en tillids­fuld atmos­fære kan drøfte opgaveløs­ning og prior­i­ter­ing, kvantitet og kvalitet?
Motiva­tion – Arbejder man løbende på at prior­itere og regulere balan­cen mellem begejstring og belast­ning? Er der plads i livet til det, der virke­lig betyder noget?

 

At holde rummet

Personligt lederskab

Hvem holder du rummet for?
Hvem holder rummet for dig?

At ”holde rummet” er en metafor for det at skabe og opretholde en ramme for en gruppe af mennesker – både i materiel og psykol­o­gisk forstand.

Der er behov for Ramme og Rum som aldrig før.
Grænse Løshe­den kryber ind under huden på os. På den ene side som et åbent felt af uanede mulighed­er. På den anden side som et svimlende sug uden ende.
Længslen efter ro, ramme og retning anes lige akkurat under overfladen. Respon­serne er mange og ikke altid hensigtsmæs­sige.
Mange ledere og medar­be­jdere overlever kun lige akkurat arbejd­slivets mange møder, som ofte afløs­er hinan­den i en lind strøm. De har lært sig at træde vande! Det vil sige, at de netop lever­er det, der skal til under mødet. Intet mere – intet mindre! Forbere­delse og opføl­gn­ing spænder det næste møde effek­tivt ben for. God ledelse kræver ramme og rum – at vi kan mødes og fokusere for en stund. Som at træde ind i et telt med teltdugens beskyt­tende ramme rundt om – og bålets gløder som et fælles fokus­punkt. Her samler man sig. Her stoler man på, at rammen har ens ryg. Her rykker man tættere sammen om bålet og varmer sig ved det fælles fokus. Her besin­der man sig på, hvad man kommer fra, hvad man træder ind med, hvad man skal sammen – og hvordan det kommer til at ske.

Hvem holder du rummet for?
Hvem holder rummet for dig?