Først i marts var mit store problem, hvordan jeg skulle komme helskindet igennem en usædvan­lig travl måned. Så slog Corona til! Kalen­deren blev over en efter­mid­dag gabende tom, og den vante daglige ramme og struk­tur er væk. Jeg kniber mig selv i armen på daglig basis. For på den ene side har jeg fået, hvad jeg bad om: Mere tid til fordy­belse. Sidegevin­sterne er til gengæld uønskede: Rastløshed, maglende evne til koncen­tra­tion og følelses­mæs­sig overvældelse. Det kræver sit at holde hovedet klart og hjertet varmt.

Som bekendt er den klassiske defin­i­tion på krise, at man befind­er sig i en situa­tion, hvor det ikke er muligt at komme videre med de vante og velkendte strate­gi­er. Lige nu kender fantasien ingen grænser. Mange forsøger af nød at tænke ud af boksen, gentænke deres forret­ning, finde nye veje og produk­ter, skabe on-line platforme til nødvendi­ge møder og kommu­nika­tion. Omvendt møder vi også i kriser os selv på godt og ondt. Man kan sige, at både vores bedste og værste sider forstør­res under pres. Vi bruger kendte strate­gi­er til at få greb om og håndtere denne for os alle ukendte situa­tion. Nogle laver yderst detal­jerede skemaer for dagen – andre lader stå til og tager det hele, som det kommer.

Da mine børn er store og uden behov for hjemmeskol­ing har jeg god tid til at kigge indad. Min psyke opfør­er sig desværre som min noget bedagede Iphone. Den har nemlig på det seneste udviklet et mærke­ligt fænomen: Det ene øjeblik er der 49% strøm – det næste øjeblik er der kun 2%. Sådan mærker jeg det også: Det ene øjeblik er jeg ganske energi­fyldt og foretag­som – det næste øjeblik sidder jeg punkteret i sofaen og kan ikke mere. Den psykol­o­giske forklar­ing er, at vore syste­mer er på overar­be­jde. Fra instink­ternes dyb mærker vi den eksis­ten­tielle usikker­hed i forhold til vores livsgrund­lag både individu­elt og samfundsmæs­sigt. Det påvirk­er vores følelser, som tager nogle ordentlige rutche-ture mellem angst, irrita­tion, glæde og samhørighed – for nu bare at nævne nogle få. Og en sådan følelses­mæs­sig aktivitet sætter vores mentale kapacitet på overar­be­jde med alt, hvad det medfør­er af tanke­mylder, fantasi­er, kreativitet, fokus – og mangel på koncen­tra­tion.

Derfor handler det om at finde fodfæste ved at gøre, hvad der skal til for at berolige såvel krop, følelser og tanker. Omsorg og venlighed er menneske­lige kvaliteter, som vi har brug for at vise hinan­den i en tid, hvor vi ikke altid er den bedste udgave af os selv. Derfor er vi nødt til at finde vores eget fodfæste ved at møde vores egen uro med omsorg og venlighed.

Min daglige struk­tur består af 4 nødvendi­ge punkter: 1. Mit daglige yogapro­gram – og for tiden giver det ro og tryghed at lade mig guide. 2. Få udval­gte øvelser, som giver en stærk kerne – men indtil videre mest ømme muskler. 3. At komme ud og bevæge mig og se horison­ten – og sanse det ubemærkede forår 4. At passe min medita­tion­sprak­sis dagligt.

Selvføl­gelig får jeg også andet fra hånden -OG og der er tidspunk­ter, hvor jeg går rundt om mig selv i små cirkler. Det er normalt! Denne tid er uden fortil­fælde og vi er alle rørt, ramt og rystede. Fra mit perspek­tiv som psykolog tænker jeg, at en rummelig struk­tur er med til at skabe en kærlig ramme, som vi alle har brug for. Der er brug for tid og ro til at fordø­je og bundfælde en ændret virke­lighed.